Forord
I 1984 tog jeg toget til Birkerød station for at begynde på mit første arbejde som nyuddannet akademiker fra Handelshøjskolen. Jeg skulle følge socialrådgiveres arbejde med unge arbejdsløse, udvikle samarbejdet på tværs af forvaltninger og afdelinger og medvirke til etablering af en lokalområdeforvaltning. Men først og fremmest blev det en introduktion til et langt bekendtskab med socialforvaltninger og socialt arbejde, og dermed den interesse, som har givet lyst til at skrive afhandlingen.
I min tid i socialforvaltningen var der konstant kritik af, hvad vi lavede, og hele tiden for få penge. Der var altid et spænd mellem kritik, manglende ressourcer og de mennesker som skulle støttes, bistås, behandles osv
Et spænd som aldrig kunne udtrykkes i en ensartet styring eller et samlet kompleks af handlinger, men varierede afhængig af typen af personer, typen af lov, typen af medarbejder osv., som konstant skulle håndteres i forhold til politikker, økonomi og lokalitet.
Den gode erfaring blev, at det kunne lade sig gøre at forandre et system i den retning, der så rigtig ud. Der var ”hands on” hver dag uagtet at der skulle laves økonomistyring, juridiske vurderinger og ikke mindst håndteres borgere, personale og politikere.
Da jeg forlod kommunearbejdet kom tvivlen. Tvivlen på om jeg og vi havde handlet rigtigt, selv om de fleste havde gjort det bedste de kunne, og uagtet, at vi havde fundet nye løsninger og vundet respekt for dem. Denne tvivl er retningsgivende for afhandlingen, fordi det må handle om at skabe de bedst mulige forhold for de individer, som står nederst i det danske samfund. Det er derfor nødvendigt at sende et kritisk blik ind på, hvad der sker i socialforvaltningernes arbejde med henblik på at forstå, forklare og forbedre.
Tvivlen og det kritiske blik skal ses som udtryk for respekt for de som i dag står i frontlinjen, også når de handler uheldigt og uhensigtsmæssigt. Men netop derfor er det vigtigt at blive klogere og vide bedre.
Tvivlen omfatter også den forskning, som foregår på området, som ikke altid har blik for årsager til at der handles som der gøres. De fleste undersøgelser undgår at tage stilling til at menneskers behandling af andre mennesker er et kompliceret fænomen, som ikke kan reduceres til en socialarbejders personlige antipatier eller en gold systemfejl.
På samme måde som ansatte i statslige styrelser og interesseorganisationer ofte er parat med kritik og en lang række forslag til, hvad der bør gøres.
Ofte uden erfaring med og indsigt i det komplekse arbejde, og ikke mindst, hvor bøvlet det er at styre i en bestemt retning.
Tvivl og kritik har været ledetråde i formuleringen af afhandlingen, som samtidig har været drevet af en nysgerrighed for at finde en for ståelse for den aktuelle behandling af børn og unge, som har mistet deres forældre, er blevet forsømt, omsorgssvigtet, dårligt behandlet i skolen, af deres kammerater osv
.
En afhandling kommer ikke af sig selv

  

For noe nonsens! Visst vet de og vi: Det virker mot alle respektable hensikter.