”Regelsættet er grundlæggende godt nok, men det er jo ikke det samme som at regelsættet rent faktisk i praksis altid efterleves efter dets ordlyd og intentioner,” sagde Hanne Moos og slog dermed en af dagens store temaer an: Er kommuner gode nok til at arbejde med anbragte børn og unge?
”Vi ser for ofte, at sagsbehandlingen i kommunerne ikke er god nok,” forklarede Hanne Moos, ankestyrelsen.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Pointer fra Tine Egelunds oplæg:

Undersøgelser viser at:
- Sagsbehandlere kommer til overraskende forskellige konklusioner og
træffer forskellige foranstaltninger, når de præsenteres for samme sag
- Det ser ud som om, at man i kommunerne har meget forskellige procedurer for, hvordan anbringelsesbeslutninger kvalitetssikres
Undersøgelserne før en anbringelse (§ 38-undersøgelsen- nu § 50) laves ofte for dårligt, i nogle tilfælde slet ikke
- Børnene inddrages ikke i processen i det omfang loven lægger op til. Men ser oftest kun på forældrenes (mest moderens) livsførelse
- Afgørelserne i fjernelsessager bygger i højere grad på common sense, moralske forestillinger og kulturelt forankrede opfattelser af, hvordan en god barndom bør se ud end på fagligt funderede argumenter
- Sagsbehandlerne har et overdrevet pessimistisk billede af, hvordan det vil gå børnene, hvis ikke kommunen gør noget.
Til gengæld har de overdrevet optimistiske forventninger til resultatet af en anbringelse.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Ethvert barn eller ung, der yderligere svigtes på grund af uvidenhed fra systemets side, er et barn for meget. Det vil da være systemets omsorgssvigt, hvilket jeg vil vove at påstå er værre end forældrenes,” sagde Bente Nielsen.
Og forældrene svigtes også, kunne Birthe Nielsen, landsformand for Forældrelandsforeningen Børne- og Ungdomsbistand stemme i. De får for eksempel ikke tilbudt de støttepersoner, som loven giver mulighed for.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Men hvis lovgivningen er god nok, og der alligevel er disse problemer, hvordan kan Folketingets så gribe sagerne an, ville René Skau Björnsson (S) vide:
”Hvad er det så, vi kan gøre her inde fra Folketingets side? Når det ikke fungerer i praksis, som Hanne Moos sagde, hvad skyldes det? Er det en politisk lokal modvilje? Er det socialrådgiverne og sagsbehandlerne og familiebehandlerne lokalt, der bremser det her arbejde? Er det økonomien i den enkelte kommune?”, spurgte han.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
det mente Karin Kildedal fra Ålborg Universitet at have svaret på.
Tag ansvaret for at finde en god anbringelsesplads fra kommunerne og placer det i en række centre – otte til tolv foreslog hun – hvor man kan sikre, at arbejdet laves ordentligt.
”Utrolig mange børn i Danmark bliver jo anbragt som papirsager, det vil sige, at rådgiveren læser papirerne og ringer et eller andet sted hen eller nogle steder hen og finder ud af, der er en plads uden nogen sinde at have talt med barnet,”
-------------------------------------------------------------------------------------------------
Netop uddannelse pegede flere af oplægsholderne på som en nødvendighed, hvis arbejdet med anbragte børn og unge skal gøres bedre.
Hanne Poulsen fra Greve Kommune var med for at fortælle om arbejdet i Greve, hvor de har haft succes med at opprioritere området anbragte børn og unge. På tretten år har de reduceret antallet af børn, der er anbragt uden for hjemmet, fra 225 til 90.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Pointer fra Charlotte Guldbergs oplæg:
- Familieliv og forældreskab er blevet en af de værdier vi hylder mest
- Det er en socialromantisk drøm at tro, at vi blot ved at erstatte et miljø
med et andet kan få et barn til at trives
- At blive adskilt fra sit barn udløser en livskrise for både forældre og barn, som vi bedst hjælper dem igennem ved at give forældrene tillid til egen formåen frem for at fastholde en depressiv og magtesløs opfattelse af sig selv

Det var de gode nyheder..- de dårlige er at dette bruges som argumenter for flere tvangsadoptioner..

(Suk jeg opgiver..- kan ikke aktivere linket.. http://www.publications.parliament.uk/p ... 21/221.pdf )

som fortalte mig, at der i hans afdeling er stillet krav om at der skal spares 18 mio. i 2009 plus, at der skal rettes op på en overskridelse fra 2008 på 8 mio. Altså reelt en besparelse på 25 mio i 2009.

En løsningsmanual vil med dagens viden og med den viden, vi kan nå at oparbejde i de kommende mange år, have begrænset værdi for praksis. Dels fordi mange effektundersøgelser peger på neutrale effekter af en bestemt metode op imod sædvanlig eller anden indsats, fx MST

Rent ud sagt, tror jeg, at den fase, vi er i nu, hvor en række metoder: MST, PMT, MTFC og andre amerikanske bogstavmetoder testes, er en slags barnesko, vi træder. I længden tror jeg ikke, det dur at teste enhver metode, som dukker op fra USA på det skandinaviske marked. Vi har ikke ressourcer til at teste dem alle, hvilket måske også ville være meningsløst i et helt andet socialpolitisk system. Og MST er et godt eksempel på, at en metode erklæres effektiv, så bliver den ved nye undersøgelser erklæret neutral, dvs. ligeså god som ingenting at gøre

Anbringelse uden for hjemmet – kort om effekter
Og hvad gør vi så på anbringelsesområdet? Jeg tager udgangspunkt i vore undersøgelser, der viser, at det ikke forekommer sandsynligt, at de børn, der i dag er anbragt, i stor skala kunne være andet, fordi deres situation er for belastet? Derved bliver effekterne af anbringelse et påtrængende spørgsmål.
Helt generelt om effekterne af anbringelse uden for hjemmet må man sige, at de giver anledning til nogen pessimisme.
Under anbringelsen har børnene uforholdsmæssigt mange problemer i forhold til børn, som de kan sammenlignes med. De har markant større skoleproblemer indlæringsmæssigt og socialt, mange har en antisocial adfærd og psykiske problemer samt konfliktfyldte relationer til andre børn og voksne.
Tendensen er også klar for tidligere anbragte børn. De udgør som unge voksne en uforholdsmæssigt socialt dårligt stillet gruppe. Det gælder uanset udfaldsmål. De har dårlige skolepræstationer, et ringe uddannelsesniveau, de er oftere arbejdsløse, har dårligere økonomi og helbred, flere sociale problemer (misbrug, kriminalitet m.m.), og de risikerer hyppigere at dø i en ung alder.
Effektstudier af anbringelser vedrører ofte langvarige anbringelser, i nogle tilfælde kan man næsten tale om de facto adoptioner. Ved langvarige anbringelser må man forvente, at barnet har været udsat for store belastninger før anbringelsen. Men man må også konstatere, at der har været lang tid til at kompensere barnet for manglerne i den sociale baggrund og at skabe bedre udviklingschancer for det. Den langvarige indsats formår imidlertid ikke at bringe børnene på niveau med deres jævnaldrende. De anbragte børn bliver snarere bragt på linje med de socialt dårligst stillede i børnebefolkningen. Dette er ikke et tilfredsstillende resultat af en langvarig samfundsindsats, der både er indgribende, og som lægger beslag på store samfundsmæssige ressourcer. Det rejser spørgsmålet, om ordinære anbringelser imødekommer de ekstraordinære behov, som anbragte børn med mange skader har. Man får den tanke, at de begrænsede resultater skyldes, at man hidtil har tænkt anbringelse sådan, at miljøskiftet i sig selv er behandlingen.

På anbringelsesområdet er der én anbringelsesform, der giver grund til nogen opmuntring. Udenlandsk forskning om slægtspleje – og det er slægts- og ikke netværkspleje, som vi lokalt har begrebsbestemt fænomenet, vi ved noget om – peger på, at børnene udvikles lige så godt som børn i andre anbringelser, og de bevarer mere kontakt med forældrene. Der sker også markant færre sammenbrud i slægtsplaceringer, dvs. at både børn og plejeforældre ser ud til at overkomme problemerne bedre, når de opstår, ligesom begge parter hyppigere har forventninger om, at plejeforholdet vil forløbe stabilt og om nødvendigt permanent gennem barnets opvækst. Vi er i gang med en større dansk evaluering af slægts- og netværkspleje, som jeg ikke kan sige meget om nu. Men med forskerbriller på, har det undret, at man ved sidste anbringelsesreform ikke gav disse plejeformer samme ressourcer som almindelig familiepleje, når der er tale om en entydig dokumentation for slægtsplejens relativt positive virkninger.

Det er en del af evidenskravet, at man undlader at iværksætte behandlinger, som har ingen eller negative effekter. Eksisterende forskning om de lukkede institutioner, hvis pladsantal er steget betydeligt i de senere år, peger på, at institutionernes succes ikke kan måles på deres behandlingsresultater, men kun på deres evne til at forhindre, at de unge løber bort.

Svensk forskning sandsynliggør, at der er en skræmmende høj andel af de unge, der efter udskrivningen har misbrugs- og kriminalitetsproblemer, heraf også en gruppe, som ikke havde det før indskrivningen.