Har i fler omganger som de fleste her på forum spekulert meg grøn i hvad som foregår i hodet til barnefjernsansatte skruller.
Fik tidligere i dag et inspark fra en dansk debatør fra Borgerdebat, Grete
som jeg velger å legge op her.
Undersøker videre på de to navngivne, og håper å belyse hvordan noen kan få til å fjerne barn fra familier uten å bli synlig eller følelsesmessig skadet.
Quote:
Selvfølgelig opfatter forskere og andre apostler i godhed, denne tanke som frastødende.
De ved sandsynligvis ikke selv hvad forældrekærlighed er for en størrelse. Her kan jeg anbefale dig at læse Sjælens virkelighed af C.G. Jung.
Han kan være lidt svær at forstå, hvis man ikke kender til ham.
Stedbørn og plejebørn har man i sagens natur ikke et "naturligt" forhold til. Det er misforstået godhed, misforstået kærlighed ligesom med ordene medlidenhed og medfølelse.
At være genstand for medlidenhed, er noget af det mest grusomme der findes, hvorimod medfølelse kan skabe tillid til det menneske der er medfølende.
Medlidenhed er den falske følelse en godhedsapostel arbejder udfra.
Set ud fra Jungs teori, er de selv lidende, derfor lider de med. De har ikke sluppet deres egen barndoms lidelser, og er derfor "sjæleligt" tvunget til at gå ud og redde andres børn.
Så kommer alle de der pædagoger på banen. Hvis man forstår Jung, så siger han, at pædagoger behøver opdragelse, derfor tiltrækkes de af pædagoguddannelsen. Men en pædagog er som regel uvidende om sin egen mangel på opdragelse, derfor er de godhedsapostle i opdragelseskunsten.
Jung bruger ikke ordet "godhedsapostle", det er min egen beskrivelse af dem der prædiker om omsorgssvigt, og manglende opdragelse og om hvor godt det er at børn kommer til "omsorgsfulde" plejeforælder der får til opgave, ikke at knytte sig til barnet.
Så er der Winnicot, han var børnelæge på et sygehus og blev senere børnepsykiater.
Han skriv netop om det du nævner her, forældrene er de bedste for lige netop deres barn. Også selvom de har en psykiatrisk diagnose.
Skulle det ske, at lige netop lille Thor har en medfødt svaghed, så ville lige netop hans forældre vide hvor svært det er at leve med den, og de ville være de bedste til at hjælpe lille Thor.
Men sådan er vores samfund ikke skruet sammen. Godhedens apostle har ikke overskud til de anderledes eksistenser, man hakker dem om, og smider dem ud som ukrudt.
Børnene gør de det samme med, de bliver udstødt af samfundet i selvsamme øjeblik de bliver anbragt.
Det er godhedens ondskab.
Maximilian Weber, også kendt som sociologiens fader har defineret en stat som "En enhed, der har monopol på den legitime brug af fysisk magt"Samme debat, dette er fra Else :
Quote:
Så vidt det teoretiske – i min oplevelse og gengivelse – dernæst det historiske: PC og hans gruppe oplevede, at det ideelle forløb kompromitteredes af en forfejlet pædagogik i hjem og i skole. Drivkraften bag denne pædagogik var godhed; man ønskede at være god mod sine børn i særdeleshed og mod sin næste i almindelighed – men stadig med en betoning af, at det især gjaldt de små og svage, de gamle og fattige, de udstødte og uretfærdigt behandlede. Alt sammen i orden og forlængst slået fast som fælles værdier gennem to årtusinders forkyndelse af Jesu ord især bjergprædiken. Men baggrunden for ønsket om at være god var ikke i orden. Bevæggrunden havde udspring i samtidshistorien; i naziregimets opkomst og blodige forløb. Erfaringerne fra denne hæslige periode førte til, at man forsagede aggressionen og overbetonede libidoen – make love, not war – man blev aggressionshæmmet. Men som den utæmmelige drift aggressionen er, fandt den sit virkefelt ved at låne godhedens maske og sløre sine hensigter ved at udgive dem for nødvendige i kærlighedens navn. Det medførte, at alle gled ud i en stor forfalskning, hvor man udgav dominans og undertrykkelse for godhed for de smås, de gamles, de svages skyld.
Det var baggrunden for det almægtige barns undfangelse og fødsel. Ifølge Lise Hvidtfelt fandt fødslen sted i 1965. Begrebet "Det almægtige barn" er udtryk for de adfærdsafvigelser, der følger af, at man ikke møder barnet med de optimale frustrationer under dets vandring fra primær narcissisme til social integration. Adfærdsafvigelserne vil senere forsinke og i nogen grad fordreje karakterdannelsen. I mange tilfælde trådte forældrene tilbage og lod barnet køre sit eget løb, fordi de var bange for at gribe ind i forløbet, bange for at sige stop over for urimeligheder og for at fortælle barnet, hvad vej det skal gå. De oplevede, at hvis de gjorde disse almindelige ting i forhold til deres barn, ville de blive anklagede for at være aggressive og autoritære og skabe små SS-spirer.
Ovenstående er kopieret fra Freudselskabet. Overskrift: Almagt.
Citat: "DET MEDFØRTE,AT ALLE GLED UD I EN STOR FORFALSKNING, HVOR MAN UDGAV DOMINANS OG UNDERTRYKKELSE FOR GODHED FOR DE SMÅS, DE GAMLES, DE SVAGES SKYLD".
Der har vi arvesynden (den sociale arv - goggernes) i en nøddeskal.
Deres udvikling er simpel hen slået fejl. Derfor skal vi alle gøres "normale" (autoritetstro børn).
Hvem skal så forestille autoriteter?