21 januar 2008


Lidt danmarkshistorie om skrivefrækhed og censur

Af  Else Sommer


I 1660 indførtes enevælden og for at bestyrke monarkens magt skulle alle publikationer censureres før udgivelsen. Politisk og religiøs opsætsighed tåltes ikke.

I 1770 havde den tyske livlæge og dronningens elsker, Struensee så stor magt, at han ophævede censuren og indførte skrivefrihed.

I 1772 henrettedes Struensee, og censuren genindførtes. Skrifter med politisk indhold blev forbudt i 1773 og straffene skærpedes.

Der kom i 1773 en ny forordning, som fastslog, at censur ikke skulle bringes i anvendelse. Derimod skulle de formastelige indberettes efter udgivelsen og stilles for retten.

I 1784 kom der ordre om ikke at håndhæve loven så nidkært.
Men efter den franske revolution begyndte den politiske kritik at røre på sig og foreslog en forfatningsændring, så det ikke skulle gå som i Frankrig.

Tidens mest kendte systemkritiker var P.A.Heiberg, der kom i vanskeligheder.

Kronprins Frederik (senere Frederik 6.) følte sig yderst generet af "skrivefrækheden" og nedsatte en kommission, der barslede med Trykkefrihedsforordningen i 1799.

Skrifter under 24 sider skulle censureres af politimesteren før trykning. Forfatteren til eller udgiveren af større værker med anstødeligt indhold skulle straffes hårdt.

§ 1. Hvo, som befindes, ved noget i trykken udgivet skrift, at tilskynde eller råde enten til forandring i den, ved fædrelandets grundlov bestemte, regeringsform, eller til opstand mod kongen, eller til at imodsætte sig kongens befalinger bør have sit liv forbrudt

Den, som kritiserer og udbreder misnøje, skal landsforvises for livstid.
Og den, som forhåner eller laster regeringsformen eller fornærmer majestæten eller den kongelige familie må udvises fra 3 til 10 år.
At bespotte kirkens lære hjemlede samme straf.

§ 7 (åbner dog en kattelem for at drøfte rigets tilstand med skyldig hensyntagen.)
Da kongen aldeles ikke vil, at redelige og oplyste mænd skal hindres fra, med frimodighed og anstændighed offentligt at tilkendegive deres tanker, om hvad der, efter deres indsigt, kunne bidrage til at fremme det almindelige bedste, så skal det ej heller være nogen forbudt, at ytre sin mening, angående hvad han tror, der kunne være at forbedre eller rette i landets love, anordninger og offentlige indretninger, dog følger det af sig selv, at forfatteren bør udtrykke sig med beskedenhed, og ej tilsidesætte den ærbødighed han, som borger og undersåt, er regeringen og lovgivningen skyldig. Skulle nogen forse sig herimod, ved at skumle med bitterhed over regeringen, eller ved at iklæde sine anmærkninger over dens foranstaltninger i uærbødige og usømmelige udtryk, men dog ikke i den grad, at han kunne anses efter § 2, da bør han dømmes til at sættes i fængsel på vand og brød fra 4 til 14 dage.

Kritikerne P. A. Heiberg og M. C. Bruun dømtes med tilbagevirkende kraft til livsvarigt eksil.

I 1845 indførtes Danmarks Riges Grundlov, der i
§ 77 siger: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.
Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

•

Menneskeretsdomstolen udtaler for at støtte ytringsfriheden (og muligheden): Det påhviler pressen at give information og ideer af offentlig interesse
og
Offentligheden har ret til at modtage dem !

Ytringsfriheden er alvorligt truet i vort kære fædreland.

Offentligt ansatte har slet ingen. De bliver groft chikaneret eller øjeblikkeligt bortvist, hvis de vover offentligt at udtale sig om noget, de har forstand på.

Vore borgmestre ynder at retsforfølge borgere, der klager over dårlig og ulovlig forvaltning.

Det er højst uheldigt, fordi borgmesteren selv er rette og eneste reelle klageinstans i kommunens sager.

Desværre har der sneget sig en nisse ind i injurieloven, der siger som Forordning om trykkefrihed at klagen skal fremsættes i høvisk sprog, uanset hvor grov forbrydelsen er.

Da Vojens Kommune i sin tid tog alle midler i brug for at fange vor højgravide datter og myrde hendes ufødte barn samt tvangssterilisere hende selv, måtte jeg ikke tale om mord og racehygiejne, men burde have modereret min klage til 'abort' og 'hjælpeforanstaltning'.

En smule morsom er ”Plæneklippersagen” fra Køge, fordi den ikke involverer liv og helse. Her bliver borgeren til sin forundring dømt, FORDI embedsmanden er sløset og efterladende med sit arbejde. Sagen går i korthed ud på, at en embedsmand konsekvent afgiver forkerte oplysninger over en lang periode til irritation og skade for den lovlydige borger. Borgeren klager da til borgmesteren og påstår at embedsmanden lyver. Den formastelige bliver anklaget for injurier og som sagt dømt med følgende vise begrundelse: EMBEDSMANDEN OPLYSTE, DET HAN VIDSTE ELLER TROEDE AT VIDE. Kort sagt, han havde hverken gidet kigge i BBR-registeret eller besigtige åstedet. Dog mente han engang at have set et hus, der lignede et af træ, en pavillon.

•

Kære venner.
Vore nyhedsmedier er underlagt alvorlige restriktioner.
Avismonopolet er næsten gældende.
Dagblade er afhængige af offentlige reklamer og tilskud.
Offentlig licensbelagt radio og TV udviser stærk selvcensur for ikke at miste bevillinger. Skønt vi betaler til 2 såkaldte public-service kanaler, sendes der næsten ingen samfundsdebat eller oplysning fra borgerne til samfundet. Derimod fyldes sendefladerne med idiotisk dåselatter og ligegyldig ”hopitaktogvinktilpublikum ”.

Hvis vi ikke skal bombes tilbage til 1700 og hvidkål, gælder det om at kridte skoene og stå fast.
Uden ytringsfrihed intet demokrati.

Og hvad skal vi så bruge som påskud til at overfalde andre folk i den erklærede hensigt at forsvare vor egen (forsynings)sikkerhed ?