Jeg VET den er lang, men den virkede..-
Indsigelser til psykolograpport og handlingsforløb vedr. anbringelse af Juki Mari Balsgaards datter Lilith Natasja fra Barselsgangen Hillerød Hospital.
Hillerød 1-2-09
Vi mener at dét at fjerne Lilith uden varsel, uden tilbud om en bisidder eller støtteperson til Juki er den mest indgribende foranstaltning.
§ 54 i Lov om Social Service:
"Kommunalbestyrelsen skal tilbyde forældremyndighedens indehaver en støtteperson
i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet …"
Hvornår kan man få en støtteperson ?
• Forældre skal have tilbud om en støtteperson
fra det tidspunkt, hvor anbringelse udenfor hjemmet kommer på tale eller direkte er besluttet.
• Forældre skal have tilbud om en støtteperson før anbringelsen finder sted, under selve anbringelsen og i en kort periode efter at barnet er kommet hjem.
• Kommunen kan vurdere forældres behov
for en støtteperson, herunder deres udbytte
af støtten og hvornår i anbringelsesforløbet støtten ydes.
Vi fik heller ikke en reel mulighed for at svare på den forelagde rapport, vi mener, at de forskellige alternativer der tidligere har været oppe og vende der alle medførte at Juki og Lilith kunne forblive sammen burde være afprøvet inden der blev grebet til værst tænkelige situation for Juki, og et uværgeligt brud for lille Lilith.
Hvad angår problemstillingen med at behandle og hjælpe Juki og barnet sammen, mener vi at kommunen har begået en fejltagelse ved at bryde den naturlig tætte forbindelsen mellem Lilith og Juki, frem for at forsøge de forskellige andre muligheder, hvor Juki og Lilith kunne forblive sammen. Disse alternativer vil vi uddybe længer nede. Herunder en del af de problemstillinger der blev overvejet herhjemme.
Kontaktperson
En af argumenterne, der blev fremlagt, om at barnet har behov for "kun én kontaktperson" er bl.a. noget, der strider mod alm. sund fornuft, når nu størsteparten af alle børn har en mor OG en far uden at tage uoprettelig skade. Mormor (Anna) var fuldt indstillet og glædede sig til at påtage sig denne ”opgave” Jeg blev opfordret af bl.a. jordemoder til ikke at lade sig indlægge af fare for at tage en "for stor" del af kontakten og arbejdet med barnet. Hun havde (selvfølgelig)ret i forhold til at de to skulle have lov til at lære hinanden at kende, men jeg fik hendes velsignelse til at have mormortid med Lilith så mor kunne spise sine måltider, gå i bad, samt få sig en skraber i løbet af eftermiddagen dersom Lilith ikke ville sove. (Det viste sig at Lilith helst ville sove med mor)
Almindelige overvejelser, forberedelser og konsekvens
Mine bekymringer gik på, hvad der kunne og ville kunne opstå. Udover at koncentrere min opmærksomhed omkring Jukis helbred, kost og tegn på tidligere symptomer især i hendes medicinpause, hvor jeg syntes den gamle rastløshed begyndte at stikke snuden frem, (Juki mener dog at de 7 aftaler hun havde den sidste uge oveni skole og projekt på skolen var grunden eller kraftig indflydelse på hun blev stresset), har mine tanker drejet sig om oplysning og forberedelse: Alt fra veer til smertestillende over mod hyggesamtaler, disse karakter og at trods hvad fornuft og logik siger så kan også helt små spædbørn forstå hvad man siger, og er yderst modtagelig for selv den mindste forandring i kropssprog og humør. Alt dette registrer og husker de, så det var vigtig at Juki selv havde det godt, og var tryg ved sine omgivelser. Når man har rammerne ( dette skulle også planlægges ang. rokkeren rundt og istandsættelse af værelse) og overskud kan man med overbevisning vise og fortælle et spædbarn at man elsker det, og gensidig nyde samværet. Vi talte også om babygråd, og hvilken slags der kunne betyde det ene og det andet, (og her var Juki ualmindelig hurtig til at fange de forskellige lyde Lilith kom med), samt nulren af negle, tigerspring, snottede næser og røde numser, over mod hvilke til de mere alvorlige, medfødte problemer barnet kunne have følelsesmæssigt, psykisk eller fysisk, ville barnet f.eks. som normale børn søge kontakt selv, eller skulle der sættes ind med hjælp, og i givet fald af hvem og hvornår? I fjernede barnet fra hospitalet samme dag som Lisbeth H havde aftalt en undersøgelse af en spædbørnspsykiater. Dette mener vi er dybt beklagelig, og anmoder om at denne undersøgelse kan blive gennemført i de rigtige rammer og omgivelser for Lilith. Venligst kontakt Lisbeth H for gennemførsel af denne undersøgelse hurtigst mulig. Jeg er ikke helt klar over hvad disse rammer er, da vores aftale omkring det var at hun kom og undersøgte Lilith i de kendte omgivelser på barselsafdelingen, men jeg regner med at Lisbeth H kan oplyse de bedste forudsætninger for denne undersøgelse. Samtidig vil jeg ud fra hvad jeg ved om adskillelser og svigt af spædbørn anmode om at den samme spædbarnspsykiater gennemfører en egentlig terapi på Lilith efter den oprettede kontakt mellem Lilith og hendes mor blev afbrudt dersom hun anbefaler det.. (Skal jeg gøre mig klog på noget jeg har ingen forudsætninger for at ane en dyt om vedr. de psykiske skader et spædbarn får når det bliver adskilt fra sin mor og føler sig svigtet, eller tager I mit ord for det ?)
Grunden til at jeg blev så glad for Lisbeths tilbud om at lade en af hospitalets spædbørnspsykiatere undersøge Lilith var ikke fordi jeg troede at der var noget galt, men mere for en sikkerheds skyld og fordi jeg mener at en evt. skade skal rettes op hurtigst mulig.
Liliths første timer
Lige fra hun var få minutter gammel har Lilith vist alle de rigtige kontaktsøgende tegn, hvortil alle, inkl. Juki selvfølgelig, smeltede totalt, og selv om hun havde forsvoret det, begyndte at snakke babysprog. De første 2 timer hang Lilith ved mors bryst og måtte hives væk, da hun skulle måles og vejes af jordmoderen. Både jordmoderen og jeg syntes, at den kontakt de to knyttede var fantastisk, og jeg følte mig privilegeret at jeg fik lov til at være med.. Juki var udmattet, euforisk og lykkelig. Efter at være blevet kørt op på barselsgangen, faldt de begge to i søvn en halv time, Lilith på sin mors bryst, og Juki vågnede øjeblikkelig da Lillepigen sagde den mindste lyd. Lige siden har de hygget sig sammen. Jeg fik for første gang lov til at ”låne” Lilith nogle timer efter da Juki skulle på toilettet og fik sig en ekstralur på 45min. inden hun vågnede og hårdnakket påstod hun ikke kunne sove uden Lilith på maven. I den lille time havde jeg den udelte fornøjelse at få den første rigtige kontakt med det lille vidunder, og jeg tør lægge hovedet på blokken om at hun kunne genkende min stemme, og vi fandt helt naturlig hinanden som spædbarn og mormor. Hun var så uimodståelig skøn og dejlig at det ikke kan beskrives med ord. Alle mine bekymringer omkring hendes helbred var forsvundet som dug for solen den lille time vi ”snakkede” sammen og hun fik en lur.
Jukis reaktion og oplevelser af fødselen.
Fødselen var ikke så slem som hun havde forestillet sig, men ca 3.15 sagde hun alligevel ja tak til tilbudet om en rygmarvsbedøvelse. Efter at have fået lagt saltvandsdrop ? blev hun undersøgt, men da var hun 9cm åben, og det vilde være for sent at få lagt bedøvelsen. Hun fik med andre ord ingen anden bedøvelse end gas og de to panodil hun fik ved 8-tiden da vi blev sendt hjem om aftenen. Da hjertelyden faldt, blev en børnelæge tilkaldt, hun blev klippet og Lilith kom ud som stjernekikker. Hun blev lagt op på Jukis mave, og børnelægen tog sig af Lilith og Jordmoderen af Juki og navlestreng. Efter kort tid begyndte Lilith at give utilfredse lyde over den tilsyneladende voldsomme omgang hun blev udsat for af børnelægen, og Juki vilde selvfølgelig have hende længer op, så hun kunne se hvad det dog var for en lille størrelse, og inden der var gået 5 minutter var hun solgt til de smukke mørke blå øjne. Det var kærlighed ved første blik. Lilith blev lagt til brystet, og så blev hun ellers stort set hængende mens hun kikkede og kom med den slags lyde der bare ikke er til at stå for. Alt ved hende var helt fantastisk. Da Juki ikke var bedøvet og skulle syes, var den del noget hun sagtens kunne være foruden, men så længe hun fik lov til at beholde Lilith var Juki i mine øjne meget upåvirket af den del.
Barselsgangen
Da jeg havde talt med Lisbeth H første gang 2 dage efter fødslen om min bekymring over Jukis manglende søvn, gav Juki os modstræbende medhold i at lade plejepersonalet tage Lilith minimum 5-6 timer om natten, så hun kunne få noget søvn. På dette tidspunkt havde Juki sovet 5 timer inden hun fik ubehagelige veer og vågnede op efter psykologsamtalen om Mandagen. Små powernaps af ½-1 times varighed efter fødselen og om nætterne sov hun 2½ til 3 timer x 2 (Vi havde allerede aftalt, at jeg herhjemme skulle være backup, så hendes medicin kunne virke optimalt, dvs. jeg ville tage Lilith 4-5 nætter om ugen dersom Lilith ikke sov minimum 5-6 timer sammenlagt.). Dette gjorde de så 2 nætter i træk, men den sidste nat følte Juki sig tilpas sikker på, at hun havde indhentet det manglende, hun fik knap 6 timer inden Lilith vågnede, så ammede hun og fik 2 mere timer inden morgenmad. Efter at have talt med personalet om de to foregående nætter hvor hun ikke havde denne lange søvnperiode, så mener jeg der kan ikke være tvivl om at Lilith helt klart allerede på dette tidspunkt følte sig tryg ved at sove med sin mor, og Juki havde det helt super og var enormt stolt af at hendes lille pige var så fantastisk sød, og god til at sove og give hende den søvn mig og psykiateren mente hun manglede de første nætter, og hun ”skulle” have. Hun sagde at Lilith var meget nem, bare så længe hun ikke blev henvist til vuggen men fik sove på armen eller skødet.. Jeg har været klar over at den lille familie har været skrøbelig, Juki har en hård tid bag sig, en ung alder, skal bruge sin nattesøvn, men især den utryghed og mistro hun er blevet mødt med om hun kunne klare opgaven som mor, og stres der har været omkring hende har været en stor belastning,
Forstyrrelser især i de første mest kritiske måneder var af enorm betydning for det forhold de skulle oparbejde og udvikle, men i og med at Juki stoler på mig at jeg vil hende og hendes barn det bedste, og jeg kan end ikke med de mest kritiske øjne se andet end at hun hele forløbet igennem har gjort alt det rigtige, lige fra et par dage efter graviditeten blev opdaget og chokket havde lagt sig, og indtil 5 dage efter fødselen hvor hendes barn blev fjernet. Også herefter reagerede hun indenfor hvad man kunne forvente, hun var ulykkelig, ked, rasende og tom indeni på skift og bebrejdede sig selv og jer (kommunen og den psykolog de havde hyret) for at Lilith var blevet fjernet.
Fysiske bekymringer :
Ville barnet i lighed med Juki være født med hofteklik, og hvis ja, hvordan ville foranstaltninger som kontakt ved amning kunne optimeres ? Hvordan og af hvem ? Dette havde jeg talt med både sygeplejer og læge om forinden, heldigvis blev dette ikke nødvendigt, men efter at selv have stået midt i det var jeg bekymret, og der er en forøget risiko at den slags går igen fra mor til datter ville jeg mene at den skrøbelige lille familie ville føle et nederlag dersom amningen blev besværliggjort af en hoftesele. Jeg havde samtidig bekymringer om Juki var behængt med samme hoftefejl som jeg selv har, og derfor kunne risikere at skulle føde med kejsersnit dersom en naturlig fødsel var helt umulig, eller meget besværlig. Dette ville jeg forberede hende på, og var meget i tvivl om jeg skulle afvente jordemoderen, kontakte hende og dele min bekymring, eller selv foregribe begivenhedernes gang, og selv undersøge og forsøge at forelægge for Juki. Jeg besluttede at afvente og tale med jordemoderen om min bekymring, men da der var en del om rokeringer, sygdom osv. opgav jeg at afvente til den faste jordemoder var til at få fat på, og talte selv med Juki omkring evt. kejsersnit, men med det forbehold at de forskellige der undersøgte hende sandsynligvis vidste bedre end mig, men nu havde jeg i det mindste forklaret hende om det, så hun ikke var totalt uforberedt. Jeg kender selv en veninde der blev forløst ved AK og følte sig snydt for en ”rigtig” fødsel og var meget ked af hun ikke var orienteret omkring det til de foregående besøg hos læge og jordemoder.
Ville det være tilrådeligt med et kiropraktorbesøg, (og hvis ja, hvem og hvornår) for at undersøge og justere eventuelle fødselsskader på Lilith? Jeg havde inden fødslen kontaktet den lokale børnespecialist, der er meget godt omtalt på de fleste forældre/børne-fora, og blev rost til skyerne. Når vi var klar til at tage hjemmefra, skulle hun ned til dem, bare for sikkerheds skyld. Især fordi stjernekiggere som Lilith har en forøget risiko for skader, mener jeg det er bekymrende ikke at opsøge en specialist indenfor barnets første 2-3 uger. En meget lille detalje, hvis det tackles korrekt, men et potentielt stort problem såvel fysisk som psykisk, dersom det ikke bliver kontrolleret og det viser sig at hun er skadet under fødselen. Psykisk fordi koliksmerter hos et lille barn gør at barnet bliver utrygt. Dette mente jeg var en meget vigtig foranstaltning for at optimere deres forudsætninger for den bedst mulige start. På længere sigt vil mellemørebetændelse også kunne give problemer, men jeg venter og ser om det bliver aktuelt. Zoneterapi har vi også undersøgt, og har også her en på hånden dersom der opstod noget vi ikke kunne gennemskue.
Amning eller ikke :
Ville barnet psykisk have eventuelle skader efter Jukis medicinering, og hvilke kunne der være tale om, hvordan skulle man undersøge det, og af hvem? Hvilke uheldige virkninger af Jukis medicin kunne have indflydelse i forhold til amning, og var det tilrådeligt, at hun overhovedet ammede barnet? Da jeg slet ikke er i tvivl om, at langt de fleste børn har det bedst med at blive ammet, både af fysiske grunde, men ikke mindst på grund af den kontakt barnet får til sin mor, er dette noget jeg har overvejet meget, og forsøgt at finde svar på. Da Lisbeth mente det var risikofrit, og at der ved amning ville ske en gradvis naturlig nedtrapning, valgte jeg at støtte Juki i hendes ønske om at amme. At Lilith nu er kommet på en "kold tyrker" bekymrer mig meget. Er Lisbeth H overhovedet rådspurgt om den depotmedicin Juki er på, og en plan for nedtrapning af Lilith? At afbryde amningen er i det hele taget yderst uhensigtsmæssigt, både rent fysisk, Fisk og amning Kilde:
www.ssi.dk
Man ved, at den flerumættede fedtsyre DHA (omega-3), som især findes i fisk, men også i modermælk, har en gavnlig effekt på hjernens udvikling hos småbørn. Fiskeindtag og amning har således hver især og uafhængigt af hinanden en positiv effekt på barnets tidlige udvikling - både på den motoriske udvikling (sidde, gå, tage strømper af, etc.) og på den kognitive udvikling (tale, sætte ord sammen, tegne..). men også pga. den mor-barn kontakt, der er så givtig for begge parter. Juki fik piller for at stoppe mælkeproduktionen, der ellers var meget godt etableret. Plejepersonalet på afdelingen er rigtig søde og rare, men det at stoppe en amning med piller grundet fjernelse af barnet, havde de meget svært ved at håndtere, meget forståelig, jeg bebrejder dem ikke, men vi var begge meget ulykkelig ved omstændighederne.
Jeg har både alene og sammen med Juki talt med Lisbet H, og på intet tidspunkt har jeg haft indtryk af, at vores (og mine) overvejelser er blevet taget op af jer.
Efterfødselsreaktioner
Jeg var klar over at de to største farer var enten at Juki fik en efterfødselsreaktion eller medicinen ikke virkede mere som indtil nu, eller blev svigtet og ikke fik den opbakning hun skulle bruge da den var alfa og omega for at forebygge en fødselsdepression . Derfor var/er jeg stor fortaler for at hun ville få et tilbud som Fredegårds mor/barn terapi. Dette har jeg (også) undersøge symptomer på samt forebyggelse og afhjælpningen af, åbenbart deler man ikke samme holdning til behandling, da f.eks. netpsykiateren
http://www.netpsykiater.dk/Htmsgd/foedselspsykose.htm kan den i milde fald behandles hjemme, men i svære tilfælde anbefales indlæggelse, hvorimod depnet
http://www.depnet.dk/universe1/depressi ... psychosis/ altid anbefaler en indlæggelse, og at en nær pårørende, enten far eller bedsteforældre overtager plejen af barnet der hjemme. Netjordemoderen.dk har uddybet en smule mere, men forebyggelse er enigheden sammenfaldende med min om at komme hjem og bo, få fred og ro, og ikke tage for meget arbejde udenom barnet på sig. Opmuntres og hjælpes, samt bekræfte hende i at det hun gør ikke bare er godt nok, men lige alt det rigtige og at barnet har det godt når hun selv har det godt. Netjordemoderen.dk henviser dersom det udarter sig til f.eks. GAIA-Instituttet der har specialiseret sig i netop efterfødselsreaktioner. Har kort talt med Lisbeth H om hvor stor risikoen var og hendes holdning til behandling, hun var for den model hvor man skal indlægge. Samtidig blev jeg gjort opmærksom på den mulighed, at Juki og Lilith sammen kunne blive anvist et sted, hvor der kunne tages hånd om eventuelle problemer, og hvor de har erfaring med psykisk syge forældre. Også her mangler en redegørelse/begrundelse fra kommunens side af hvorfor denne mulighed ikke blev overvejet som et alternativ til at forlange at få Lilith udleveret. Jeg har efter den snak med Lisbet hvor hun nævnte at dette kunne være et fornuftig overvejelse selvfølgelig været skeptisk på de to pigers vegne at de kunne risikere at ende op på et sted hvor dokumentaren” Er du mors lille dreng?” udspillede sig, og bo sammen med truende mænd samt alkoholikere og junkier. Dette kan umulig være hensigtsmæssig dersom man er i risiko for at få efterfødselsreaktioner. Efter Lisbeths anbefaling undersøgte jeg omkring, og måtte indrømme at der var andre mere egnede steder, dersom der er tvivl om hvilke jeg nævner, vil jeg meget gerne uddybe hvad jeg fandt frem til med tilsendte pjecer og links fra Internettet. Der er tilbud der dækker fra få timer ugentlig : F.eks. Familieværkstedet Fredegård har et gruppetilbud, hvor spædbørnsmødre kan få hjælp til at opbygge en tæt mor-barn relation. Anemonegården Et bo- og familiebehandlingssted for psykisk syge forældre og deres børn. Psykoterapeutisk Center Stolpegård og sikkert flere. Dersom nu mødrehjælpen f.eks. kunne anbefale et sted hvor der var nogle flere unge mødre hun kunne sludre og hygge sig med, vilde det være helt perfekt, en udvidelse af mødregruppe for unge mødre, jeg er dog ikke tændt på ideen med steder hvor hun/de vil have grund til at være urolige for de andre beboere. Selvfølgelig skal hun også have lov til besøg og tage på besøg, samt gå tur med barnevogn og besøge den lokale cafe, Jeg kan dog ikke helt gennemskue hvordan det fungerer, og om hun kan bibeholde egen psykolog, eller bliver nødt til at undvære eller bytte. Ganske som jeg argumenterede mod anbringelse af de to sammen af bekymring for at Juki ikke kunne få sine samtaler med sin egen psykolog som hun helt klart har stort udbytte af.
Stephan
Desuden talte mig og Juki en hel masse omkring Liliths kontakt med sin biologiske far. Selv om Juki og Stephan ikke er kærester længere, har jeg opfordret Juki til at holde kontakten for Liliths skyld. Hun har inviteret ham med til scanning for at selv få lov til at se barnet, hvilket han ikke svarede tilbage på, og gjorde Juki ked af på sit kommende barns vegne. Dette kan her i bagklogskabens krystalklare lys skyldes naturlig panik over at skulle blive far i en alder af 16, hans bortkomne mobil, og når han er hos sin mor hvor han ikke har internetadgang. Men hvad ville være en fornuftig omgangshyppighed og længde? Ifølge statsamtets hjemmeside;
”De første måneder efter barnets fødsel fastsættes der normalt hyppige og kortvarige samvær. Det kan for eksempel være ½ - 1 times varighed tre gange om ugen. Omfanget af samvær kan så gradvist optrappes i takt med barnets alder. Der vil ofte være mulighed for at fastsætte et samvær med overnatning for børn på omkring 9-12 måneder, hvis der er en god kontakt mellem barnet og samværsforælderen.”
Og dersom det blev skønnet bedst for Lilith, var han velkommen til at have samkvem med hende her. Han har besøgt dem flere gange på barselsgangen, og han er også dybt fortvivlet over anbringelsen. Vi søger selvfølgelig om øjeblikkelig tilsvarende mængde samvær mellem Juki og Lilith, som minimum, med øjeblikkelig virkning, og ikke de besøg med 14 dages mellemrum som Helge Pedersen nævnte, med udsigt til overnatning og weekend besøg senere i forløbet. Men hvor står Liliths far i denne sammenhæng ? Kan han slet ikke som under 18 år der skal blodprøvetestes inden han kan anerkendes som far se sin datter ? Og hvad med samkvem når det går i orden ?
Dersom nu det hele gik normalt
Vi har også talt en hel masse omkring Jukis skolegang, videre uddannelse, eventuel flytning, dersom hun skulle have en uddannelse "langt væk", Hun har de sidste mange år været besluttet på at hun ville blive sygeplejerske, og muligvis læse videre derfra, med jævnlige tilbagefald om hendes første rigtige karriereønske om at blive bager/konditor hvor begge kan foregå lokalt. Af mere baby/barn relaterede snakke vi har haft er bl.a. voksipose, samt slyngebørn og hvad der var bedst af sovestillinger, kolik, tigerspring, appetitspring, thalater, rigtig legetøj, hvad er bedst og hvad er sjov, autostole og godkendelser,, hjertelydsbamser og cdér med samme samt regnskovslyde, og hvorfor de er så populære af helt små børn, babyalarmer og andet udstyr samt forskning og undersøgelser omkring allergi, arvelig (spurgte Stephan) miljøbetinget, andre medfødte ting, (bl.a. var hendes farfar farveblind, og selv har jeg en form for talblindhed der giver sig udslag i at jeg taster forkert telefonnr. ) almen børn og spædbarnspleje..- var der noget jeg havde overset, kunne der komme noget praktisk op der ville besværliggøre hverdagen, og jeg burde have forudset ? Eller var jeg alt for meget hønemor, der gjorde noget galt og var jeg overdrevent forudseende og hvilken rækkefølge var den rigtige ? Dette er kun toppen af alle de overvejelser jeg har haft, samt i involveret Juki i. Desuden udelukkende hyggelig emner i stil med, hvad siger koen, og hvad siger giraffen ? Godkendte autostole, sikkerhedsdimser, scrapboking, nuttet tøj og babyudstyr, ”nødvendige” luksusting vi ikke mente lillepigen kunne leve uden (selv om vi udmærket vidste hun sagtens kunne klare sig uden 20 par sko inden fødselen, så er de hyggelig beskæftigelse at kikke på) hvordan man lavede de mest perfekte fod og håndaftryk, hvilke remedier, og hvor man kunne skaffe den rigtige hud venlige alginat til formålet har selvfølgelig også været en del af de sjove overvejelser og tanker vi har gjort os, og nu kan vi ikke lave disse.
Efter påbegyndt behandling
Mit indtryk af Juki, set med objektive øjne er, at hun har været meget pligtopfyldende og pålidelig og ualmindelig samlet og i bedring siden hun kom på medicin, og virkningen indtraf få uger ind i sommerferien. Hun har haft meget mere interesse for os her hjemme, og hvad vi bruger tiden på samt ting der blev planlagt og planlagde og lavede i temmelig skarp kontrast til inden sommerferien. Ting i stil med planlægning og tilberedelse af aftensmad og hendes gamle dille med at bage kager samt pynte dem, krydderier vi selv er begyndt at dyrke, lave hyldebærsaft hvor hun da jeg spurgte hende om hun ville være med og lave hyldeblomstsaft da hylden blomstrede virkede meget uengageret og uinteresseret. Havearbejde hun tidligere ikke interesserede sig for, fjernsynsprogrammer vi ud af den blå luft lige pludselig så og snakkede om sammen om alt mellem himmel og jord. Dyreprogrammer med hovedvægten lagt på nuttede dyr, som jeg længe har nydt alene, blev lige pludselig interessante og vi besluttede at vi ville tage noget mere i Zoo sammen, og løbende fandt vi masser af ting vi var sammen om. At være med, og snakke sammen med især mig, tilbringe mesteparten af sin tid hjemme, hvor hun før sommerferien var en sjælden gæst i stue og køkken. men også i en langt større grad resten af husstanden begyndte hun at interessere sig for. I det hele taget har hun mere end én gang bevist, at hun er en rigtig god pige, med interesse for hvad der foregik rundt hende og langt nemmere at kommunikere med på alle niveauer, og igen en ren fornøjelse at være mor til. dog med problemer som hun omsider forsigtig i starten begyndte at snakke med mig om, ting hun havde følt og tanker hun havde tænkt inden hun kom på medicin som hun nu var klar til at snakke med mig om. men ikke noget hun ikke er villig til at samarbejde om, snakke om, og arbejde med.
Vi tog bl.a. hul på problemer i skolen i forbindelse med hendes fars selvmord, og hvordan hun stort set lige siden har blevet set skævt til af alle der kendte historien, og hvor irriterende det var at alle man fortalte det til ikke bare tog det for hvad det var, spurgte ind til det dersom de ville høre mere, men derimod lukkede stort set alle af som om de var østers. og søgte ubevidst væk. Andre undlod bare at tale om det, mens nogle få, fortrinsvis de voksne gav hende luft til at tale og kom med forståelse, fortalte hende at hendes far levede videre igennem alle der kendte ham, venner og ikke mindst familie. Når hun savnede ham skulle hun da tale om og med ham, og tænke på hvad han ville sagt, svaret eller gjort. Han holdt jo af hende som en af de bedste ting på jorden, og selv om hun følte han havde svigtet hende, var det jo ikke hende der var grunden, eller hendes skyld. Jeg kan huske hun en aften efter hendes møde i sorgbearbejdningsgruppen arrangeret af kræftens bekæmpelse spurgte mig om hvordan alle de der ikke havde familie eller nogen der holdt af dem, levede videre ? Jeg forstod ikke helt hvad hun mente, men fik trukket ud af hende at de voksne til mødet havde sagt at hendes far levede videre igennem hendes minder om ham, og da jeg ikke anede hvad jeg skulle svare bad jeg hende om at spørge de voksne om det til mødet, men at vel alle har en eller flere efterladte der tænker på dem. Jeg hørte ikke mere om det, men synes selv at det var et meget godt spørgsmål der sandsynligvis var logisk tankegang for en dengang knap 12 år gammel pige. Men har hun følt det som en forpligtelse at holde sin fars minde i live nu når ingen andre udover familien kunne tale om ham uden at vige tilbage ? Og hvad med alle de andre som ingen brød sig om, forsøgte hun også at holde dem i live ? Nu er jeg ikke psykolog eller psykiater, men nu når ingen af hendes venner vil snakke om hendes far udover os herhjemme der har talt om hendes far og omstændighederne omkring med ujævne mellemrum i større og mindre grad, har hun fra stort set alle andre blevet mødt med enten tavs medlidenhed, eller endnu mere tavs afvisning. Jeg tror at børn og voksne i alle aldre der udsættes for selvmord skal udstyres med værktøjer til at håndtere de følelser og reaktioner der dukker op, ikke mindst hos andre. Jeg tror det ville gøre det nemmere for alle parter. Det ville sandsynligvis have medvirket til at Juki og andre ligesindede ikke skulle overlades til den forpligtelse de kan føle de har det er at påtage sig ansvaret for at et af de mennesker man holdt mest af fik den plads de fortjente og ikke blev glemt.
Jeg kan huske mit boblende raseri da psykiater Lisbeth H havde afskrevet Jukis fars selvmord da hun var 9 år som et selvmordsforsøg da Juki var 10 år i det første brev til Kommunen. havde hun overhovedet lyttet som den prof hun burde være, eller havde hun den samme berøringsangst som 99% af alle andre havde når man sagde det ? At hun som en af de få der ikke slog blikket ned når man sagde det, end ikke blinkede med øjnene totalt havde fortrængt den del som jeg mener er selve kernen i Jukis problemer ? At miste sin far er slemt, og dette fik hun hjælp til via bl.a. en samtalegruppe arrangeret af kræftens bekæmpelse, Selvmord er dramatisk og grimt og værre end slemt, men at ikke tale om det løser ingen problemer.
Udover at lytte til hende, begyndte Juki også at deltage og ikke mindst lytte til vores andres syn på forskellige ting. Hun havde stadig nedture, og var ked af det, begyndte efterhånden stille og rolig at få de mere spontane indfald jeg ville forvente fra en teenager på godt og ondt. Jeg havde glædet mig til at skulle minde hende om ting som at slukke lys, rydde op efter sig, og støjende musik og almindelige teenagegenvordigheder. Den vagtsomhed hun havde haft overfor alt og alle begyndte at opløses fra os her hjemme, selv om hun stadig var mistænksom og følelsesneutral overfor fremmede. Hun har senere kaldt det sin positivitetsmaske så ingen kunne se hun blev såret, for når hun viste tegn på svaghed, så var ”alle” efter hende. Hun har den stadig når hun er usikker på hvad der venter, men jeg kan med stoisk ro berolige alle skeptikere med at hun smed den da vi tre piger var på barselsstuen alene, og Lilith havde hun ingen problemer med at snakke med. Her hjemme når vi er alene, er den også væk 95% af tiden, hun kan sagtens. men tager den ubevidst på når hun ikke helt stoler på nogen, men er ved at være bevist om at den er der, og den var klart ikke så fremtrædende som normalt når plejepersonalet kom på stuen i takt med hun fik tillid til dem.
Da skolen startede begyndte hun at prøve at finde venner, og blev ked af det da hun ikke rigtig havde fundet nogen de første par dage, men det at hun gerne selv ville, var i mine øjne et klart tegn på at hun var bedre. Men indenfor den første måned havde hun fået venner, og inden vi fandt ud af hun var gravid, havde hun 4 hun hang sammen med både i og udenfor skoletid. Det var/er Beth Bjarke Sara og David. Jeg har også haft indtryk af, at hun ovenfor jer og alle andre hun er blevet sendt rundt til, har været villig til at samarbejde, selv om hun skummede da hun for 6. gang blev spurgt om/rådet til at bortadoptere. Selvom jeg personligt synes, at det har været et for stort pres psykisk og fysisk, at lægge på en gravid med plukveer og besvær, hun var ikke syg af fortiden, men af presset i nutiden. Hun burde have holdt sig i langt større grad i ro her hjemme, men kun for at det ikke skulle belaste hende/tolkes som manglende samarbejdsvilje, har jeg dog ikke råbt højt op. Jeg har dog en mistanke om at det sidste psykologbesøg ind til Kbh. Mandag har fået de plukveer hun havde til at gå over i rigtige fødselsveer så hun vågnede op kl. 04.00 om natten og fødte 13 dage før termin. Hun har i perioder indtil vores møde med psykologen d. 8 Dec. været ked af det til tider, indtil hun havde denne ordveksling med Marie Gammeltoft :
Juki : Så det du siger er, at jeg skal knytte mig til mit barn og risikere, at det bliver taget fra mig?
Psykolog: Nej, vi vil finde den bedst mulige løsning for dig og dit barn dersom der er den kontakt.
Efter denne ordveksling var hun langt mere rolig i den bekræftelse hun fik på, at hendes barn ikke ville blive fjernet, dersom der opstod den kontakt. Dette tillidsbrud, finder jeg meget uheldigt. Man skal ikke sige det ene, og derefter gøre det stik modsatte. Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdig er at hun ingen steder foreslår en fjernelse af barnet medmindre Juki får en depression eller fødselspsykose i den skriftlige rapport.
Vedr. min mundtlige ansøgning som netværks plejefamilie (i større eller mindre grad dersom behovet opstod, og i et sådant omfang det krævedes/var lovbefalet), er jeg overasket over, at det faktum, at vi her i vores familie altid har kunnet tackle kontroverser og uenigheder ved at tage det op og løse problemerne løbende ,samt at vi i forvejen ikke havde snakket om alle eventualiteter inden de opstod, skulle være en hindring for/et argument imod at få plejetilladelsen. Det er og har altid været min overbevisning at problembørn er det i kraft af mangel på kommunikation og samarbejdsevne eller vilje. Jeg anmodede om at få nogle konkrete eksempler på problemer og situationer, der kunne forudses, men fik ikke forelagt noget som jeg kunne tage stilling til. Overordnet er jeg klar over, at der selvfølgelig kan opstå uenigheder og problemer, men de er da til for at løses? Ifølge noget af det materiale, jeg har læst om emnet, så er de konflikter slet ikke så store som de fordele, der opnås ved at anbringe i netværkspleje
http://www.netvaerksanbringelse.dk/Velkommen.html her vil jeg ikke begynde at trække frem argumenterne i evolutionsbiologisk baseret psykologi (Martin Daly & Margo Wilson ) der også taler for biologiske forældre og familie.
F.eks. kan man se, at de brud som mange børn og unge uværgeligt udsættes for bevisligt ikke er gavnlige for barnet, og de har det bedst hos egne forældre og i deres egen familie. Alle burde vide dette, og jeg regner med at undersøgelser som disse ikke er ukendte af kommunen. Bo Vinnerljungs avhandling "Fosterbarn som vuxna" (Lund: Arkiv förlag. ISBN 91-7924-091-7). "Negative Social Heritage" af Michael Bohmann og Sören Sigvardsson og andet arbejde af duoen. Håkan Jönsons udgivet av Socialstyrelsen under titlen "Sammanbrot i familiehem" viser lignende resultater: Plejefamilier giver dårlige resultater, undtagelse hvis barnet bliver anbragt hos nær familie (f. eks bedsteforældre).
http://www.nkmr.org/anbragte_born_har_r ... nnelse.htm er en oversigt over danske undersøgelser samt ; rapport fra Socialforskningsinstituttet at : Anbragte børn har ringere skoleuddannelse, dårligere økonomi, større risiko for arbejdsløshed og højere dødelighed.
Dette kan minimeres og i bedste fald helt undgås ved netværksfamilie. Den kontinuitet, der efterlyses på alle andre anbringelsesformer er ikke det eneste argument, og især fordi det i vores tilfælde er fuld opbakning for at Juki selvfølgelig skal have al den hjælp og støtte vi kan give hende, og hun har løbende brug for, så vil denne form for løsning være en helt naturlig ting. Og her er jeg meget uforstående overfor at der skulle være noget som I kan se bevirker, at jeg ikke skulle kunne rumme Lilith 100% ? Hun var allerede inden hun var fyldt 2 timer, det bedste der kunne ske, ganske som da jeg fik mit andet barn Joakim og i forvejen havde den ældste Allan der hjemme. At elske den ene, udelukker ikke at man elsker og vil den anden det allerbedste. Der kunne end ikke i min vildeste fantasi kunne opstå problemer mellem mig og Juki, der ville få mig til at gå på kompromis med Lilith. Hun er mormors ukronede øjesten. Jeg er klar over min norske baggrund, og det faktum at jeg aldrig har været underlagt janteloven, og aldrig har været bange for at rose mine børn, altid har set et halvt fyldt og ikke et halvt tomt glas er noget der har smittet, og at det har skinnet igennem på Juki (og selvfølgelig mine andre to børn) – men skulle dét være noget negativt ? Noget der forhindrer at man er en god mor ? Mine to ældste børn har løbende haft problemer, og de er blevet løst løbende, lige fra udpræget hypermobilitet, der forhindrede Allan i at vaske sit hår, bruge trappen samt skrive skoleopgaver på computeren hvor jeg har trådt til, til Joakims problemer med at sidde stille i timerne de første skoleår. De er begge to glade vellykkede mennesker i fuld gang med deres uddannelse, samt familiært tilknyttet henholdsvis kæreste og kone. Joakim har mindre end 1 år tilbage inden han er udlært, hvorimod Allan elsker at læse, og fortsætter at studere her efter at have fuldført sin Bachelor, og sigter mod en Ph.d. Jeg har lige så høje tanker om Juki som af mine andre børn.
Juki har så nogle andre problemer der er under meget kompetent behandling som vi begge igennem hele forløbet siden graviditeten blev opdaget har været meget glade for, og tydelig har kunnet mærke en løbende forbedring ved af Især Lisbeth H og Jukis nye psykologs hjælp (den tidligere fik stilling til anden side ?) men hun har herhjemme været mægtig glad for skiftet, selv om det ikke ligefrem for terapiforløbet er efter min overbevisning det heldigste, men at Juki meget hurtig udtrykte stor begejstring for at hun fik en hun følte forstod hende bedre gør jeg regner med at det har været et heldig skift, og efter vi har talt sammen med og om, føler os meget trygge ved. Der har været knuder som to aftaler hun mødte op til, og hun ikke havde fået besked om at de var aflyst/flyttet, og hun derfor fik endnu mindre tid. Hendes maksimum af aftaler var 9 forskellige indenfor samme uge udover skole, så hun har min fulde forståelse for at hun syntes det var ”for meget” og hun blev stresset. At hun nu har fået barn i meget ung alder har jeg valgt at også prioritere de positive sider ved ikke at være gammel, da hun har fået stort set udelukkende negative sider af sagen fra alle andre sider med undtagelse af enkelte jordemoder der åbenbart syntes at hun også skulle have ”rum” til alt det positive ved et spædbarn/barn. Enten det, eller så kender de til nødvendigheden af at opmuntre kommende forældre til at tro på sig selv.
De gode sider :
Lad mig remse op nogle de fordele jeg/vi mente talte for at det at Juki var heldig stillet. ; Hun og barnet var fysisk tilsyneladende helt i top. Hun kunne være ung med sit barn. Lilith kunne vokse op i landlige fredelige omgivelser, med have, dyr og en stor familie omkring sig. Juki havde sin mor og Liliths mormor at trække på, 23/7/365 og jeg ville med største fornøjelse træde til og afløse og supplere når Juki skulle bruge det. Grundet mit flex-arbejde skulle jeg ikke tage fri, men var/er der hele tiden. Mig og Juki supplerer hinanden rigtig godt, og vi har en gensidig tillid og respekt for hinanden. Jeg var indstillet på at det var Juki der var, er, og altid vil være hovedpersonen i Liliths opvækst, og havde det godt med det. Min plads var udelukkende at træde til dersom det skulle vise sig at være nødvendig, eller Juki spurgte mig eller fik brug for en fritime/aften. Jeg ville meget gerne efter de første tre måneder sørge for at Juki langsomt og gradvis kunne vende tilbage til at få fridage/aftner og få lov til at være 100% teenager og høre høj musik og koble af fra at være mor. Jeg ville have mulighed for at tage Lilith når hun var syg, og Juki skulle passe sin skole når det første lille år var gået, og videre uddannelse. Som skoleelev har Juki mange og lange ferier, og kunne holde dem med Lilith. Nyere tider har også givet dobbelt SU til enlige forsørgere, hvilket gør hun har den økonomiske gulerod til at få en uddannelse, længer barselsorlov og barns første sygedag mm. Derudover havde jeg (ren egoisme) første parket til at se mit første barnebarn vokse op de første par år som minimum.. Denne løsning var den mest oplagte og naturlige. Jeg vilde derimod i lighed med alle andre have store betænkeligheder dersom hun stod alene med ansvaret for barnet. Uanset hvor godt jeg synes hun har blevet siden medicineringen, og selv om hun aldrig havde været syg.
Forslag til foranstaltninger
Vi har også foreslået at én eller flere udefrakommende relevante, udover selvfølgelig sundhedsplejersken, kunne komme og eventuelt besøge/bo hos os for at støtte og vejlede Juki og observere, dersom det blev skønnet tilrådeligt. Og jeg/vi har desuden efter jeg, Anna havde en samtale med Lisbeth H hvor jeg blev gjort opmærksom på at der findes forskellige parallelanbringelser for Juki og det kommende barn kunne være en mulighed, men da jeg dels som mor til Juki er stærkt følelsesmæssig involveret og desuden forsøger at finde/overveje alle muligheder i første omgang mener (og indtil Lisbeth har kunnet argumentere imod) at det bedste for den lille familie dersom Juki tilsyneladende fungerede godt som mor efter indlæggelsen på barselsgangen var at komme hjem i trygge rammer og få lov til at være den lille familie i familien, og hele tiden have den hjælp og opbakning fra mig/os herhjemme, og desuden følge sin igangværende terapi med psykolog der jeg føler mig tryg ved ville opfange signaler på at der var noget galt, og så ville Lilith have mig som den sekundære person der hurtig kunne overtage hovedrollen dersom Juki i perioder fik det dårlig eller bare havde brug for aflastning som alle mødre kan have brug for, og især en helt ung mor som Juki med sin baggrund højst sandsynligvis ville opleve. Dette ville forhindre et totalt brud for Lilith der ikke skulle flytte/skifte voksenkontakt dersom jeg i tilfælde kunne fungere som plejemor med eller uden godkendelse som det åbenbart skal være ved hel eller delvis ansvarstagelse fra de offentlige myndigheder. Dette har jeg efterlyst og selv spurgt om ved flere lejligheder, til Helge, men min opfattelse har været at det var noget der kunne vente. Da jeg selv har fundet oplysninger om at dette er et temmelig diffust emne om hvornår og hvordan, har jeg derfor forholdt mig til Helges udtalelse ved en telefonsamtale i December om at han mente der var en 3mnd. frist på den slags, hvilket jeg siden har fået bekræftet fra anden side, så dersom han mente det kunne vente, så havde han vel ret, og jeg kunne fokusere på andre ting omkring barnet, Juki og graviditeten samt fødsel. Selvfølgelig er jeg klar over, at der løbende vil opstå problemer og konflikter, der er det dilemma at jeg muligvis blev nødt til at overtage ansvaret uden Jukis velsignelse, og dette havde vi også talt om, og hun har sagt at hun stoler på mig at dersom jeg taler med hende om det, så vil hun stole på min dømmekraft især fordi jeg har erfaringen, og hun ved at det vil gøre alt for begge mine ”to pigers” bedste. Jeg var klar over at jeg ville anse mig for at være mormor der tog hånd om lillepigen, og at Kommunen anså mig for at være ligestillet med en plejefamilie og at jeg ville skulle påtage mig denne opgave. Hvad var de krav jeg skulle leve op til for at få lov ? Og i hvilken grad kunne/måtte jeg trække på øvrig familie og netværk dersom dette blev aktuelt ? For Liliths bedste så hun ikke skulle have alt for mange rundt sig, ville de 5 første oplagte udover Juki være Jukis to brødre Allan og Joakim samt deres kone/kæreste og Jukis gudfar. Derudover de 6-7 tætteste af mine veninder, hvoraf de tre har børn (en af dem har trillinger, og hun har min udelte respekt for den præstation), samt Jukis kusine og fætre samt tante her i Danmark. De har alle sammen været på og gentagende gange spurgt om det ikke var noget de kunne gøre, alt fra at lade Juki komme ”på ferie” så hun og Lilith kunne få luft fra hinanden eller fra mig, til at hjælpe som barnepiger for Lilith og i det hele taget skulle vi bare sige til. Desuden har jeg som tidligere nævnt at jeg hele tiden har opmuntret Juki til at holde kontakt med Liliths far, så han og hans familie også kom til at indgå i samarbejdet, og har til min store glæde fundet ham meget motiveret og villig til at være samkvemsfar og i det hele taget det rigtige så Lilith også kunne bruge ham. Da han ikke er meget ældre end Juki, ville jeg ikke forsøge at pålægge ham mere end han selv kunne overkomme, men jeg har aldrig udelukket ham i regnestykket. Jeg overvejede på et tidspunkt at indkalde til et stormøde for at samle dem alle sammen og høre om de havde nogle spørgsmål, noget de kunne bidrage med af ting jeg skulle tage op, eller havde gode forslag til løsninger, men jeg ville ikke til at indkalde 40-50 mennesker til et møde for en mulighed ud af de andre 3-4 vi havde i baghånd.
Adoption
Ved en tidligere anledning, inden jeg fik forelagt at der fandtes en mulighed der hed netværkspleje fra en af mine venner, spurgte jeg hende om hvad Juki ville sige til at blive storesøster dersom det endte med hun ikke fik lov at have babyen selv, og at jeg var den der havde det afgørende ord, var adoptivmor, så skulle hun lige tænke sig om inden hun svarede tilbage. Det ville være super, så kunne jeg både se hende, og vide hun har det godt, især dersom jeg fik lov til at adoptere Lilith tilbage når jeg kan.- og hvordan vil du så have det mor, dersom du lige pludselig ikke kunne bestemme alle de vigtige ting længer? Tror du at du kan adoptere Lilith væk til mig ? Jeg måtte lige tænke mig om engang og sagde at bare jeg fik mormor-tid, og de fortrinsvis holdt juleaften her, så ville jeg da kun være glad dersom mine to yngste havde det godt sammen, men jeg har og havde en hel del forbehold. Vi snakkede en hel masse omkring hvad det kunne komme til at betyde, og var egentlig åbne omkring hele problemstillingen. Hvad med amning f.eks. ? Nu er det bedst for et barn at få modermælk, jeg ville af indlysende grunde ikke være i stand til at give det, og hvad ville det betyde for Juki ? Måtte hun i tilfælde få lov, eller var der en lov der forbød at amme sin lillesøster, eller kunne hun evt. malke ud, så Lilith fik det bedste med sutteflaske ? Man må som storesøster få lov til at give barnet sutteflaske, og lege med hende, køre barnevogn samt bare hygge, læse historier, synge, bygge lego og sidde i sandkassen. Hente og bringe som andre storesøsken i vuggestue, og i det hele taget have et meget nært storesøsterforhold som Gizmo i sin tid havde haft med sin lillebror. Kunne de to ting kombineres ? Hvilke titler skulle vi have, og opfordre Lilith til at kalde os og andre ? Hvad med den biologiske far der i adoptivsager er helt ude af billedet, skulle vi vente til Lilith blev så stor og selv begyndte at spørge til sin far, og så kontakte faren og høre om han ville hilse på sit barn, eller skulle vi inddrage ham fra starten ? Hvad ville være det bedste for Lilith ? Var der nogle fortilfælde vi kunne kikke over skuldrene ? Vi var dog helt enige om at Blob skulle have at vide at Juki var så ung da hun fik Lilith at hun ikke kunne/fik lov til at beholde hende, men at hun elskede Blob så højt, og det samme gjorde Mormor så vi derfor valgte at jeg fik lov at adoptere Blob så vi alle sammen kunne være sammen, og Juki så blev storesøster. Der var en hel del spørgsmål vi snakkede omkring i forbindelse med at adoptere, Det var samtidig med at vi havde denne løsning som første alternativ jeg i første omgang gennemgik da jeg blev bekendt med psykolog og psykiater Anne Stegmann Foltings arbejde og teorier, samt psykologispeciale om danskadopterede spædbørns tilknyningsmuligheder før og efter adoptionen.
Det hele blev en del anderledes da den mulighed der heder netværkspleje dukkede op, dette var noget en bekendt gjorde os opmærksom på eksisterede, der gjorde at det var et meget nemmere valg.
Netværkspleje (Socialt og familiært netværk)
F.eks. vild Juki have lov til at kalde sig mor, og få lov til at være det, bare uden ansvaret. Ikke fordi hun ikke ville have det, men formålet ved familiepleje er at når forældrene selv kan klare det, så kan de få dem tilbage. Tilbageførselen som ansvarshaver ville også være meget nemmere, og den del med de overvejelser omkring faderen ville gøre tingene meget nemmere, tilbage stod så hvad vi ville få lov til, reglerne omkring hvad, hvem, og hvordan, samt hvad der blev besluttet fra anden side. Jeg har også spurgt en plejemor jeg kender fra da hendes plejedatter var i erhvervspraktik om hvordan det føltes. Hun kunne ikke benægte at blod er tykkere end vand.
Jeg har også spurgt Joakim og Lemmy om de kunne finde nogen indsigelser eller se nogle problemer i forhold til dem eller hinanden, men de kikkede bare på mig som jeg var faldet fra månen. Joakim ville have mig til at love at han gerne måtte være onkel uanset hvad, han vænnede sig til titlen allerede samme dag som han fik at vide Juki var med barn, og Lemmy ville have noget konkret at forholde sig til, og forbeholdt sig retten til at overlade bleer til os andre. De har løbende igennem forløbet alle givet grønt lys for alt jeg har foreslået, fra at have barnet og Juki sammen som mor og barn, over til at jeg adopterede barnet og det teknisk blev mit barn efter den Grønlandske model, til at jeg ”kun” overtog plejeansvaret indtil Juki var klar til at overtage 99% (forbeholdt mig at jeg ville blive ked af det dersom de forsvandt helt, og jeg ikke fik set dem igen som mor og mormor) og de har alle tre, taget sine egne forbehold for at f.eks. Joakim måske flyttede hjemmefra når han fylder 25 år, Lemmy at når han er på Nordsøen, ville han ikke kunne aflaste eller gøre ret meget andet end at passe sit arbejde, men de tre uger hvor han var hjemme ad gangen skulle jeg ikke spekulere på det, og det værste scenariet de begge så for sig var at jeg brækkede begge ben og skulle på hospitalet længer tid og de lige pludselig skulle til at overtage en lille baby/barn. Juki havde dog en mere afslappet holdning til den del, og at det kunne hun da sagtens klare, dersom bare drengene selv ringede efter pizza når de blev sultne, og ikke fattede at køleskabet ikke fyldte sig selv i takt med de tømte det. Jeg skulle ikke forvente hun gad at varte op for dem og lave mad til andre end hende selv og barnet. Nu må jeg indrømme at mine tanker om Joakim som plejeonkel helt klart vilde være en klar toer efter Juki, han har børnetække og rigtig god fornemmelse for børn i lighed med Juki. Men må man overhovedet det ? Lade den biologiske mor passe sit eget barn med hjælp fra resten af husstanden inkl Joakims kæreste Alexandra som hun automatisk vilde kende, selvfølgelig når jeg teknisk set er plejemor og har ansvaret for Lilith ? Skulle Juki i tilfælde formelt have udvidet samvær indtil jeg var hjemme fra hospitalet igen ? Eller hvem skulle i tilfælde stå som ansvarlig ? Skulle jeg bede Joakim og Alex, Allan og Anja om at passe hende som jeg ville have gjort dersom hun var mit biologiske barn og mig og Juki var syg f.eks. eller måtte de overhovedet det ? Skulle jeg være gift, og derfor kunne overlade ansvaret til plejefar ? Eller kunne vi eventuelt. være plejefar og plejemor sammen når vi nu opfylder kravet om at have boet sammen over 2,5 år ? Kunne/skulle Joakim få en backup plejetilladelse som samboende onkel ? Kunne han i tilfælde få barsel ? Ingen af dem har nogensinde været far til spædbørn, og kan man så overhovedet få plejetilladelse, men hvad nu hvis ? I hele taget, hvilke krav stilles ? I første omgang kan vi udover de nævnte pege på disse :
Navn på forslag
(har været gift i 20 år)
Navn på forslag
(har været gift i 3 år)
Nær familie af Juki der bor i overkommelig nærhed, og de er mere end villige til at træde ind.
Det nemmeste ville være at Juki fik lov til at have ansvaret under betingelse af at hun fulgte sin behandling, og så kunne hun blive forældretestet når hun Lisbeth H og hendes psykolog mente hun var helt rask og færdig med sine psykologsessioner. til den tid dersom der stadig var nogen der var i tvivl om hun kunne magte det alene. Men at køre den gamle norske model hvor unge alenemødre blev boende hjemme på ”gården” sammen med sin mor og barnets bedsteforældre synes jeg ikke jeg har set som andet end det bedste alternativ. Kender det fra min egen kusine der blev mor da hun lige var fyldt 17 og hun fuldførte en uddannelse uden moderne ting som vuggestue og børnehave. Hun flyttede hjemmefra med barnet da han startede i skole som 7 år og hun havde fast arbejde. Han havde en meget stor tilknytning med især sin mormor og var tit og ofte på besøg indtil hun døde. Der vedlægges en mail fra ham og hans mor om deres indtryk af hans barndom og ungdom.
I forlængelse af ovenstående, vil jeg samtidig påpege at den ”gamle” norske model omkring en datters børnefødsler er temmelig anderledes end jeg ser rundt omkring her i Danmark. Den går ganske enkelt ud på at mormor flytter ind når mor tager på fødeafdelingen, og tager omsorg for ældre søskende, husholdning og moren når hun kommer hjem med barnet. Dette giver mor og nyfødt en unik mulighed for at lære hinanden og kende, uden at skulle tænke på andet end hinanden. Mormor kommer til en førstegangsmor med alskens råd og vejledning, uden at overtage omsorgen for barnet, og jeg var selv utrolig glad for da min mor kom og var en lille måned inden hun og barnefaderen begyndte at gå hinanden på nerverne som hun havde forudset, og hun rejste hjem, men på dette tidspunkt var jeg helt tryg ved at være mor. Tilsvarende bliver ligefrem anbefalet som forebyggelse af en event. fødselsdepression. Det samme gælder forudsigelig utilpashed og besvær. Når man forstår f.eks. tigerspring, føler man sig ikke utilstrækkelig som mor, men kan glæde sig over de fremskridt barnet gør.
Lige nu er det største problem, at vi alle sammen vil have Lilith hjem i familien, og at hun får lov til at knytte sig til sin mor og mormor samt resten af husstanden, familien og selvfølgelig sin far. Hun har ganske rigtig ikke fætre eller kusiner endnu, men det har Juki, samt tanter og onkler og hvad der nu hører til et almindelig stamtræ som man mødes med til julefrokost og fødselsdage samt andre lejligheder. Jeg havde desuden lovet Lemmys farmor at vi ville komme over efter et par måneder, så hun kunne se sit tipolde gudbarn. Hendes første tip. Derudover skulle Lilith introduceres for min del af familie i Norge, så hun i stil med sin mor og onkler skulle have et netværk der. Ikke at forglemme hendes fars og hans andel af slægtstræet.
Tilbage til linket om plejetilladelse og de 60 punkter, der står ude i venstre bjælke i pdf-filen : 2. Man skal gøre familierne opmærksom på, hvilke problemer der kan opstå mellem børn og andre familiemedlemmer Det var disse jeg efterlyste noget konkret/skriftlig omkring, da jeg snakkede med Helge og psykologen. Jeg mener ikke, jeg er blevet spurgt eller hørt ind til, eller blevet gjort opmærksom på hvilke problemer jeg skulle tage stilling til, kun at der ville blive problemer. Alt fra fødselsdepression og en ansvarsfordeling i forhold til Lilith. Men da jeg ikke havde spørgsmålene, hvad skulle jeg så svare da der kunne være tale om absolut alt jeg havde overvejet samt ting jeg uden at have blevet spurgt ikke havde tid på minimale samtaler at belemre dem om at jeg har en tendens til at være hønemor.
Edderkopper
Husstanden består udover Juki og mig af onkel Joakim på 23, (der åbenbart trives så godt, at han ikke vil flytte hjemmefra), samt af Erik, i huset underlagt kælenavnet Lemmy, der udover at være Jukis gudfar, er min meget gode ven og selvudnævnt handymand siden børnenes far døde, samt løbende når jeg skulle bruge en hånd. Han er en af mine børns fars venner fra før vi blev gift, så jeg har kendt ham i over 26 år. Han har været legeonkel for drengene da de var små, og i det hele taget været ven af familien. Han har ikke meget tilovers for at huset invaderes af 3-15 uanmeldte venner af børnene, og har fået kulturchok da han flyttet ind, men henad vejen er børnene blevet meget bedre til at give besked når nogen kommer med hjem, og han har vænnet sig til antallet af unge sagtens kan komme op på et par ekstra uden at det er noget andet end almindelig, dette har taget et par år, men som planen var/er så vil det være en fordel at Juki og Lilith får ro, så huset ikke bliver invaderet af 5-7 venner af Joakim der skal lave udstyr til rollespil eller træner kampsport. Derudover er Gudfar bedre end guld indeni, og loyal, ærlig og pålidelig. Hans øjesten har helt klart i alle år været Juki, og han vil til enhver tid gøre alt for hende og resten af os i familien. Nå ja..- psykolograpportens bemærkning om ham..- og den med edderkopper er rigtig nok. Det er to ting mænd er bedre til end kvinder, og det ene er at bære tunge ting, og det andet at slå ihjel edderkopper,. Jeg er humorist feminist, og indrømmer min inkompetence når det kommer til edderkopper, familien synes jeg er hysset, det heder araknofobi. Joakim eller Lemmy, alt efter hvem der er i nærheden bliver altid bedt om at fjerne eller dræbe de modbydelige kræ så det er deres job.
Jeg syntes det trak ulidelig længe ud, og havde selv kontaktet en psykolog, da vi omsider fik henvisning til ungdomspsykologisk og jeg omsider følte der skete noget. Disse mellemliggende 5-8 måneder anede jeg ikke hvad jeg skulle stille op. Juki var slet ikke længer sig selv, gad ikke omgås, snakke eller i det hele deltage i familien, og blev gradvis fjernere indtil miraklet skete da hun kom på medicin og skiftede 150 grader på 5 uger. De sidste 30 grader manglede måske, men i forhold til hvad hun var inden skoleferien en enorm forbedring og ”helbredt” for alle de ting jeg havde været meget bekymret over. Jeg håbede så hun da skolen begyndte igen, ville finde nogle nye venner på skolen, og at det hele var løst eller ved at løse sig. Det gjorde hun så faktisk også i løbet af et par uger.- men så var det så hun fandt ud hun var gravid og hele historien begyndte. Jeg indrømmer at jeg måske burde have kontaktet enten læge eller andre noget tidligere, men jeg anede ikke hvor jeg skulle henvende mig, spurgte bl.a. om der var en skolepsykolog på Engholmskolen, Men åbenbart var det ikke noget man kunne komme ind til bare ved at banke på, og da psykiske problemer ikke lige er en praktiserende læges fagområde, og udover at Jukis far var temmelig stresset de sidste uger inden han døde, ikke rigtig har været inde i psykiske problemer, da det ikke ligefrem er noget vi har prøvet tidligere. Og hvor sluttede teenage-problemet og blev til noget der var mærkbart værre ? Jeg havde regnet med at som med alle teenagere ville hun kunne give problemer og bekymringer, endog at piger skulle være sværere end drenge som jeg havde prøvet en smule af tidligere, men i modsætning til drengenes problemer så vendte hun ikke sine frustrationer udad, men derimod indad, og derfor var de svære at registrere og snakke om.
Lyserødt
En anden ting hvor jeg meget hurtig begyndte at arbejde med var at finde ligesindede da vi fandt ud af hun var gravid, og meget gerne venner hun kunne snakke med, og udover at hun fik oplyst at der var planlagt en mødre gruppe for unge mødre hun blev skrevet op til, fandt jeg et rigtig godt sted på nettet
www.ungmor.dk hvor både hun selv, jeg og os to sammen har brugt mange timer til at kikke rundt. For dem der kender forummet, vil man blive slået af den positive stemning der er mellem rigtig mange unge mødre, og om hvor udelt glade og stolte de er i og af deres børn. De maler det ligefrem lyserødt eller tæt på når det kommer til selve barnet. Efter mine egne erfaringer (3 stk børn. ) kan jeg udelukkende tilslutte mig deres kor af begejstring. Børn er det bedste i hele verden, og mine egne børn, og den glæde, lykke og kærlighed til dem jeg har haft igennem årene ved at være så priviligeret at have dem til låns, kan ikke sammenlignes med noget andet. Selvfølgelig har de unge mødre da også problemer, børnene er syge, snottede næser og problemer med samlevende og familie, men det man kan blive helt varm af, er at i modsætning til andre børn forældre fora, så udviser de yngre mødre en større glæde ved deres børn i det mindste på skrift. Juki har enkelte favoritter der indefra, og har gennemlæst mange af de positive udtalelser og kikket på de skønne unger i timevis. Disse positive ting overskygger i allerhøjeste grad det negative de ser ved at være meget ung mor. På samme side fandt hun ud af at det at ikke opdage man er gravid ikke ligefrem er noget særsyn. Her er 2 der fødte mindre end 24 timer efter de fik at vide de var gravide, samt et par der først opdagede det efter 30. graviditetsuge. En af disse var end ikke førstegangsfødende.
http://www.ungmor.dk/index.php?name=PNp ... torder=asc
Koplam
Jeg vil også indskyde en bemærkning også om psykolograpportens notat omkring Jukis kop lam. I Norge var det meget normalt at lam der pludselig stod uden mor blev opflasket af os børn. Især piger i 6-12 års alderen havde utrolig stor fornøjelse af at få lov til at opflaske et moderløst lam med sutteflaske sommeren over. Jeg har selv prøvet det da jeg var i 7-8års alderen og jeg husker endnu hvor meget jeg nød den lille uldtot der løb lige i hælene på mig, og elskede at give den sutteflaske. Da en af vore venner der var fåreavler derfor en mørk aften ringede til os og sagde at dersom vi havde lyst, så var det nu vi skulle komme og hente den, kørte vi til Skævinge og fik det endnu ikke helt tørre lam med hjem, og Juki fik lov til at passe det helt selv, dog under opsyn. Hun var som jeg selv husker det utrolig glad for den sommer hun passede ”Kulstift” og det er så meget mulig at det ikke er almindelig her i Danmark, men i Norge kender alle til det lidt ude på landet. Min tante fra Norge der også i mange år havde får vil jeg tro havde mellem 1-4 af denne slags lam hvert år hun med den største fornøjelse forærede væk, da de ellers blev slået ned. Og hvem kender ikke ”Alle os børn i Bulderby” med lammet, eller Emil med grisen. Lammet er mere i stil med at have en undulat, eller kanariefugl. Det er mulig det var hendes far der kom med lammet, men det er nu mere fordi jeg ikke er glad for at køre bil i mørket. Ellers var det mig der havde hentet det. For en dansker/Københavner måske noget usædvanlig, men for en Norsk ikke noget ud over det sædvanlige. Så jeg påtager mig 90% af skylden for denne bemærkning. Jeg er overbevist om at den slags oplevelser er noget der er godt for både lammet der til efteråret kan vende hjem til sin flok, det får lov til at leve, men også at barnet der får oplevelsen af det lille lam der så tydelig præger på det, og elsker opmærksomhed, giver barnet en succes oplevelse og styrker barnets selvværd. Da jeg kommer fra bondegårdsfamilie, vi havde også et lille småbrug ved Grib skov da drengene var små og desuden altid selv har været glad for dyr, vil jeg remse op hvilke andre dyr mine børn har haft løbende igennem deres opvækst, (fordelt på 26 år) ; Hunde, katte, zebrafinker, undulater, Beostær, gæs, ænder, høns og kyllinger, fritgående grise, kvie , pony, kaniner, marsvin, hamster, ørkenrotter, geder, får, og rotter, samt en enkelt tamræv som Juki efter flere ugers ihærdig lokken fik ind i huset. Den stjal julepynt og Jukis hårbørste, samt plyndrede hundens foderskål. Hun hed Mikkeline.
Modvilje mod kommunens "samarbejde"
En anden bemærkning fra psykolograpporten vedr. hendes talen om økonomi ; Juki er klar over at træerne ikke vokser ind i himmelen, og at penge ikke vokser på træer. Hun var bekymret for om hun nu rent økonomisk ville kunne forsørge det kommende barn, eller om jeg skulle forsørge både hende og barnet, og syntes ikke dette var fair overfor mig. På mødrehjælpen henviste de os til hvad vi kunne søge vedr. graviditet, babypakke samt bistandshjælp, så da de udeblev og intet blev besvaret konkret om hvorfor hun ikke kunne få svar, og hvad hun skulle gøre for at få svar efter vi søgte, var hun naturlig nok forvirret og sur. Hun havde fået nogle ca. tider indefra mødrehjælpen på udbetalingerne og til det indledende møde med den uvildige psykolog, rykkede hun Helge og spurgte om hun fik klippekort der er inkluderet i vores ansøgning om graviditetstøtte til hun skulle ind til første samtale med psykologen. Helge lovede at sørge for det, men da hun skulle ind til psykologen var de endnu ikke kommet ind på kontoen, og hun havde ikke mulighed for at komme ind til Kbh, da jeg ikke var hjemme de par timer. Selvfølgelig følte hun at kommunen havde svigtet hende, og jeg kan da kun give hende ret. At hun derfor syntes kold hos psykologen kan jeg sagtens sætte mig ind i. For god ordens skyld gentager vi lige hvad der er søgt om :
Aktivloven § 2 stk. 4 :
Kommunen giver uafhængigt af forældrenes forsørgelsesansvar hjælp til en gravid datter under 18 år til dækning af de behov, der er en følge af graviditeten
Samt : Aktivloven § 25 stk. 3
En kvinde under 25 år får 7.711 kr., når hun er gravid og har passeret 12. svangerskabsuge.
Ved fødslen bliver pigen enlig forsørger for sit barn og er dermed berettiget til grundydelsen for enlige forsørgere (og den månedlig ydelse stiger til 11.397,-).
samt : Derudover er der i loven givet mulighed for, at en enlig forsørger kan ansøge om hjælp til enkeltudgifter. Afhængig af kommunens serviceniveau kan der typisk søges hjælp til etablering i egen bolig - dog oftest kun til de udgifter der direkte følger af graviditeten så som nødvendigt udstyr til barnet.
Kopi af ovenstående budget vedlagt.
Det er disse hun har søgt, og med undtagelse af en delvis udbetaling af graviditetshjælp 6uger før termin (mindre en 1/3 af det søgte) har hun intet blevet bevilget (heller ikke klippekort) eller hørt udover at hun ville få et brev sidst i December om nødvendig uds
Board index » NYE MEDLEMMER » >> NYE MEDLEMMER kan skrive om d.s.k. barnevernet her
Den havde hun ikke set komme 
)
