It is currently Wed Sep 19, 2018 12:02 pm



Post new topic Reply to topic  [ 1 post ] 
Author Message
 Post subject: Fjernelser af fakta fra nettet
PostPosted: Thu Feb 05, 2009 10:50 am 
Offline
Rang: Storbruker
User avatar

Joined: Sat Jan 31, 2009 9:41 am
Posts: 223
Location: Hillerød Danmark
Da jeg bl.a. flere steder på dette forum har set forsøg på at fjerne data fra nettet, synes jeg lige jeg vil gemme denne på andet end min computer
Den fortæller koldt og kynisk om tankerne bag en udsendelse som helt sikkert har medvirket til manges fordømmelse af et "blødsødent" barnefjern.
Der bliver forlangt stramninger på de skrøbeliges bekostning.
pt, ligger den her :
http://www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/6 ... enDocument

Her er svaret om utsendelsen fra "faklen"
http://www.faklen.dk/faklen/13/tvangsfjernelser.php

Nej, du er ikke mors lille dreng!

Offentliggjort 17-01-2000, senest redigeret 26-08-2008


Af Lars Høj
EKSEMPEL/ERFARING: Det var absurd og samtidig ret smart at kalde mit program om tvangsfjernelse af børn for: ”Er du mors lille dreng?”. Det var en sætning som drengens mor Anni sagde som et mantra over den nyfødte dreng, Jørn. Samtidig var det et spørgsmål, som seeren blev tvunget til at sige ja eller nej til, efterhånden som programmet løb over skærmen.


Og samtidig bar titlen perspektivet i programmet: hvem har og vil tage ansvaret for barnets tarv?

Spørgsmålet var samtidig absurd, for da jeg fandt på titlen var der for mig kun ét muligt svar. I titlen giver jeg udtryk for, at det er et åbent program, hvor seeren selv får mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om, hvor den lille dreng hører til. Men i virkeligheden bruger jeg alle fortællemæssige kneb, for at seeren skal komme til samme konklusion som jeg.

Men seerne er klog og udemærket klar over, at enhver fortælling er en manipuleret, vinklet og subjektiv gengivelse af virkeligheden. Seerne får det bedste fjernsyn, når der er en klar tilrettelægger, der vil bevæge, flytte grænser og ændre holdninger. Og det er i virkeligheden den mest spændende del af historiefortællingen: Dét vi gør ved seerne, mens programmet løber over skærmen.

Jeg vil i denne artikel om fortælling i dokumentar-genren tage udgangspunkt i programmet ”Er du mors lille dreng?”, som jeg producerede for TV2/Danmark til udsendelse i påsken 1998.

Undervejs vil der være henvisninger til relevante steder i programmet samt enkelte råbånd-klip.

Dette er en artikel om fortællingen, og jeg vil derfor kun kort berøre etiske spørgsmål, selvom disse spørgsmål også er yderst relevante.

Artiklen indeholder følgende afsnit:
Den gode tv-historie

De etiske overvejelser

De fortællemæssige overvejelser

Om at tænke på fortællingen under optagelserne

Synsvinklen

De små historier

Iscenesættelsen

Den selviscenesatte virkelighed

Når virkelighed blive til god fortælling

Konflikt og spænding

Seernes oplevelse

Tilrettelæggeren bag historien



Den gode tv-historie
Hvordan finder man den gode tv-historie? Det er så banalt, at det gør ondt, men det gør det ikke mindre rigtigt. Hollywood har gjort det altid, og hvad enten vi kan lide det eller ej, så er de gode historier der, hvor mennesker udvikler sig fra et punkt til et andet. Hvor mennesker har noget på spil. Der hvor det kan gå godt eller gå skidt, er der en stor sandsynlighed for, at de også forandrer sig som mennesker.

Når disse menneskers historie samtidig kan ramme seerne på deres eget liv og forandre dem som mennesker, der har vi den gode historie. Derfor leder jeg efter historier der, hvor jeg på forhånd ved, at mennesker står overfor noget vigtigt i deres liv, overfor situationer, hvor de måske aldrig har været før, hvor menneskets ego, holdninger og meninger vil blive udfordret. Og samtidig leder jeg efter mennesker, som på en og eller anden måde appellere til mig, og som derfor også vil røre ved seerne, den dag det bliver til tv.

Ofte er udgangspunktet for mine historier en fascination af et miljø, et sted eller nogle mennesker. Derefter begynder jeg i dette miljø at lede efter personer, som jeg kan se vil fungere på tv. Det handler først og fremmest om, at de kan slappe af, at de står ved det de er, sådan at de ikke forsøger at spille en anden foran kameraet. (Derfor bliver Poul Nyrup aldrig godt tv).

De etiske overvejelser
Bjarne og den gravide Anni fra programmet ”Er du mors lille dreng” mødte jeg, da vi lavede et andet program om ungdomsinstitutionen Turbo i Århus. Jeg tænkte straks på Bjarne og Anni som ideelle personer i et program. Med Annis graviditet var det åbenlyst, at der ville komme til at ske en masse i deres liv. Det var mennesker, der havde noget på spil, og samtidig var der store perspektiver omkring anbringelse af børn i deres historie.

Anni skulle føde tre - fire måneder senere, og allerede ved det første møde kunne jeg se skitserne til et program. Et program, der på det umiddelbare plan skulle vise, hvad myndighederne stiller op, når mennesker som Bjarne og Anni får et barn. Men som på et overordnet plan ville komme til at handle om, hvordan myndigheder generelt reagerer, når børns tarv bliver truet.

Da jeg tidligere har lavet programmer om truede børn, har jeg selv en klar holdning til, at der går for lang tid, inden børn bliver fjernet. At mange børn når at blive invalideret for livet, inden der bliver grebet ind. Jeg så fra starten dette program som et angreb på den gængse holdningen om, at børn altid har det bedst hos far og mor, at børn er rubuste og ikke tager skade af lidt svigt i starten af deres liv.

Inden jeg gik i gang, undersøgte jeg, hvad det ville betyde for Bjarne og Anni at komme i tv. I første omgang havde vi en snak, hvor jeg gjorde det klar for dem, hvad det var, jeg ønskede: At jeg ville følge dem hele vejen til beslutningen om, hvor deres barn skulle vokse op. At vi på tv-holdet ville være med til samtaler, at vi også ville være der når, det var svært for dem, når de ikke gad at stå op om morgenen og så videre.

Jeg mener, at der er vigtigt, at vi som tilrettelæggere er meget klare i vores ønsker fra starten af. Jeg har ofte mødt journalister, der har en taktik, der hedder, at de først beder om lidt og så regner med, at de nok skal få lov til resten undervejs. Det er uetisk, men også dumt, fordi de medvirkende på et tidspunkt vil føle sig snydt og måske stå af, fordi det jo ikke var det, der var aftalen fra start. Bjarne og Anni havde ingen betænkeligheder overhovedet og ville gerne være med.

Selvfølgelig ville det komme til at betyde noget for Bjarne og Anni at komme i tv. Jeg fik derfor en vurdering fra de pædagoger, som kender dem. De mente ikke, at det ville få nogle alvorlige konsekvenser for Bjarne og Anni. Det ville blot være endnu en hændelse i en lang række af mere eller mindre dramatiske begivenheder i deres liv. Jeg diskuterede også meget og længe med pædagogerne på familieinstitutionen Bethesta før, under og efter forløbet. Jeg havde brug for deres vurdering af konsekvenserne. Der er dem, der har den faglige indsigt i, hvad mennesker som Bjarne og Anni kan klare.

Det er klart, at Bjarne og Anni ikke på et højere plan kunne overskue konsekvenserne af at deltage. Men de havde en klar idé om, hvad det ville betyde for dem selv og deres liv. Det var en beslutning på linie med de mange andre beslutninger, de selv tager for deres liv. Som at blive gravid, som at blive for fuld, som at komme op at slås og så videre.

Anni, Bjarne og lille Jørn. Stillbillede fra "Er du mors lille dreng?" . Jeg mener, at vi som journalister i for høj grad ligger vores egen moral hen over kilderne, sætter os i deltagerne sted, og siger: ”Hvis der var mig, der skulle deltage, så…”. En formynderisk holdning, der ind i mellem betyder, at vi ikke får fortalt vigtige og væsentlige historier. Bjarne og Anni har ret til at tage beslutninger i deres eget liv. Men vi har en forpligtigelse til at give dem en fair behandling og give et reelt billede af deres liv.

Bjarne og Anni var bagefter tilfredse med programmet, og de mente, at det var et reelt billede, vi tegnede af perioden på Bethesda. Som de sagde: ”Der kan I selv se, vi fik ikke en chance.”

De fortællemæssige overvejelser
Bjarne og Annis forældreevne skulle testes på familieinstitutionen Bethesta. Allerede inden jeg gik i gang med optagelserne, var jeg bevidst om, at programmets hovedperson var det nyfødte barn. Seerne skulle se forløbet fra barnets perspektiv. Det faktiske forløb på Bethesda havde de grundlæggende elementer til en god historie. Man kan sige, at berettermodellen nærmest var lagt ind i forløbet på forhånd:
• Anslag: Fødslen
• Præsentation: Tiden inden fødslen
• Uddybning: Lige efter fødsel
• Point of no return: Problemerne viser sig
• Konfliktoptrapning: Tiden frem til afgørelsen
• Klimaks: Afgørelsen. Hvor skal barnet vokse op?
• Udtoning: Barnets videre livsforløb

Vi havde allerede inden optagelserne fået øje på dette forløb, og vi vidste derfor præcis, hvor i programmet de forskellige scener skulle anbringes. På den måde kunne vi til dels skabe den stemning, stille de spørgsmål, optage de scener, som vi troede, at vi havde brug for på de forskellige steder i det fortællemæssige forløb.

Samtidig var vi inden optagelserne også bevidste om historiens klare sammenfald med aktantmodellen den nyfødte som subjekt, der ville opnå en god start på livet, socialforvaltningen som modstandere (ikke som man umiddelbart tror Bjarne og Anni), pædagogerne som hjælpere og systemet som givere.

Men alt dette var kun tanker, om hvordan jeg troede, det kunne gå. Vi er heldigvis total afhængige at virkeligheden, når vi laver reportagebåret dokumentar. Det er selvfølgelig vores største forpligtigelse at have øjnene åbne, når vi er på optagelse – det kunne jo være at virkeligheden var anderledes end det, vi på forhånd havde vedtaget! Hvis myndighederne havde fjernet Jørn to dage efter fødslen, ville vi pludselig stå med en ganske anden historie, som jeg synes, at vi også ville have været forpligtige til at fortælle.

Om at tænke på fortællingen under optagelserne
Selvom vi i princippet bare følger de begivenheder, der sker, når vi laver reportagebåret dokumentar, tænker vi i virkeligheden utroligt meget på fortællingen under optagelserne. Vi tænker, at hver lille scene skal have sin egen lille berettermodel og aktant. Det vil sige, at vi anstrenger os for hele tiden at vide, hvad der sker lige om lidt, og samtidig sørger for setups på det – det vil sige følger det, der bygge op til den egentlige begivenhed. Selvfølgelig filmer vi det, der sker, men bagefter anstrenger vi os også på at forfølge konsekvenserne af det skete. Og faktisk er det sværeste at optage det, der ligger før og efter ”aktion”. Her under er et godt eksempel fra programmet. Scenen viser Bjarne og Annies bryllup. Læg mærke til, hvordan der hele tiden er lagt setups ind, og hvordan der efterfølgende bliver samlet op på det, der er sket, i samtaler eller stemninger.

Se scene fra: "Er du mors lille dreng?" (04:32)

I eksemplet kan brylluppet ses som et setup på eller en byggen op mod episoden med utroskaben. ”Aktion” er hele skænderiet mellem Bjarne og Anni. Begivenheden følges op i en snak mellem pædagogen og Anni, hvor pointen kommer. ”Så længe der er så meget kaos i jeres liv, kan I ikke tage Jer af Jørn.”

Vi vidste, at Bjarne og Anni for første gang i lang tid skulle ud og feste sammen, og at der derfor kunne ske noget. Vi vidste naturligvis ikke, at Bjarne ville forlade Anni på bryllupsnatten. Efterfølgende var det altså vigtigt, at vi havde været til brylluppet, fordi utroskaben fik afgørende indflydelse på det, der skete efterfølgende.

Under optagelserne er vi hele tiden bevidste om, hvilken rolle de forskellige scener har i forhold til den fortællemæssige helhed. På forhånd havde vi tænkt, at vi skulle være med til brylluppet, fordi det beskrev noget om Bjarne og Annies ønske om at være et normalt lykkeligt par. Men vi havde også spottet, at der ville komme forældre og bedsteforældre, og det derfor ville være en scene, som vi kunne bruge til at beskrive noget om den sociale arv.

Synsvinklen
Det er vigtigt fra starten at gøre sig klar, hvor synsvinklen i historien skal ligge. Jørn er i vores historie subjekt, og derfor var vi hele tiden opmærksomme på at filme scenerne ud fra Jørns synsvinkel.
Det var ofte svært, fordi Bjarne og Anni og deres skænderier med pædagogerne tog opmærksomheden. Vi lavede derfor hele tiden nærbilleder af Jørn eller en kamerabevægelse til ham i situationerne. Alt dette for at understrege at programmet ikke handler om det rimelige i den behandling, som Bjarne og Anni får, men det urimelige i det, der sker med Jørn. .
Still-billede fra "Er du mors lille dreng?"

Mens vi filmer, tænker vi konstant på reaktionen på det, der sker, fordi reaktionsskuddet ofte siger meget mere end aktionskuddet. For eksempel er det ikke Bjarne og Anni, der kysser hinanden ved bryllupsmiddagen, men billedet af Jørn, som ligger i sin kurv og kigger op, der berører os. Det er ikke Bjarne og Annis skænderi der er vedkommende, men derimod Jørn der ligger midt i det hele og kigger op.

De små historier
Undervejs leder jeg efter det, som betyder allermest for de medvirkende lige nu. Ofte er det en lille ting eller en detalje ved den store historie. De små historie bærer ofte det større perspektiv i sig, og så er de lettere at fortælle.

For eksempel lavede jeg for nogle år siden et program om børnehjemsbørn på Himmelbjerggården, ”Ingen kære mor”. Der opdagede vi hurtigt, at der ofte skete noget omkring telefonen. Det var børnenes kontakt til forældrene, og det var samtidig et godt billede på adskillelse.

Still-billede fra "Ingen kære mor" . Derfor filmede vi stort set alle telefonsamtaler. Efter at vi havde fundet frem til hovedpersonerne, opdagede vi, at det, der betød mest for Pauli – en lille knægt på 11 år – var, om han kunne komme hjem på weekend. Men han vidste ikke, hvor far og mor var, fordi de var gået under jorden. Efter mange forgæves forsøg er forældrene i telefonen.


Se sekvens fra: "Ingen kære mor" (01:13)

En lille historie i det store perspektiv, men en historie vi kunne forløse. Forældrenes nej til Paulis ønske om at komme hjem i weekenden fik fortalt meget om disse børns situation.
.
I ”Er du mors lille dreng?” var den lille historie øjenkontakten mellem mor og barn. Jeg vidste fra min research, at øjenkontakten mellem mor og barn er meget afgørende for barnets trivsel. En historie som vi umiddelbart kunne vise på tv. Seerne kan selv forholde sig til, det der sker. De kan direkte se, om Anni kan finde ud af at kigge på sit barn. Den lille historie fortæller meget om Annis evne som forælder. .
Still-billede fra "Er du mors lille dreng?"

Se klip fra "Er du mors lille dreng?" (01:09)

Iscenesættelsen
Jeg mener, at det er en velvoksen myte, at det kan lade sig gøre for et tv-hold at blive et med omgivelserne, at blive den såkaldte ”flue på væggen”. Vi vil altid mindst være en irriterende bi i lokalet, som alle ind i mellem bliver opmærksomme på.

Selvfølgelig påvirker vi de situationer, vi filmer. Det er oplagt at specielt pædagogerne hele tiden har i baghovedet, at vi filmer, og at det, der sker, kan komme på tv. Bjarne og Anni er også på deres måde bevidste, og specielt Bjarne havde en tendens til at pumpe sig op, når kameraet var tændt. Her er et eksempel fra dagen efter brylluppet, hvor Anni og Bjarne og oppe og skændes. Det er tydeligt, at de er påvirkede af, at vi er der, mens de samtidig giver en accept af, at vi filmer.

Se råbåndsklip fra: "Er du mors lille dreng?" (03:28)

Vi forsøger at undgå iscenesættelser, når vi er på optagelse. Et program må ikke påstå, at noget sker, hvis det i virkeligheden er iscenesat af os. Men selvfølgelig slipper vi aldrig helt af med iscenesættelser. Man skal også forstå at langt det meste dokumentar for bare 15 år siden udelukkende bestod af iscenesættelser. At de fleste nyheder i dag er gennemiscenesatte.

Vi er heller ikke mere hellige, end vi en sjælden gang beder folk om, at gentage for eksempel et morgenmøde, som vi er kommet for sent til. Eller om de ikke kan udsætte et møde en halvt time, så vi kan være klar. Det afgørende er, at vi ikke begynder at få ting til at ske for vores skyld, det vil sige, at vi ikke begynder at påvirke begivenhedernes gang. For eksempel kunne jeg aldrig drømme om at få pædagogerne til at banke på døren til de sovende Bjarne og Anni en gang til for at få et nærskud. Derved ville vi gå ind og påvirke begivenhederne.

Det er et mål at lave så lidt af den slags påvirkninger som muligt – også fordi de medvirkende bliver meget forvirrede over iscenesættelser.

Den selviscenesatte virkelighed
Det sker dog også at de medvirkende begynder at iscenesætte sig selv, uden vi måske opdager det. Det er i øvrigt en meget uheldig tendens, som jeg har observeret hos nogle af mine medvirkende, måske fordi vi som mennesker og tv-seere i høj grad bliver bombarderet med dokumentarlignende programmer. Jeg oplever ofte, at de medvirkende begynder at agere som dem, de har set på tv, fordi de tror, at sådan vil vi gerne have det.

Bjarne lavede ind imellem et sådant ”stunt”, hvor han hidsede sig op over for os og gik truende hen mod kameraet og hold hånden op foran linsen. Det var helt tydeligt, fordi han forsøgte at leve op til en sej rollemodel, som han havde set på tv. Bagefter viste det sig, at han overhovedet ikke var sur på os.

Når vi filmer meget, hjælper det selvsagt, fordi mennesker ikke kan opretholde en facade i længden. Og pludselig kommer de øjeblikke, hvor det der sker, er mere vigtigt end vores tilstedeværelse. Det er ofte i konfliktsituationer, hvor de medvirkende bliver opslugt at hinanden og samtalen, se de bliver nødt til at opgive skuespilleriet.

Men meget af det, vi får på bånd, er ikke virkeligheden, som den ville have set ud, hvis vi ikke var til stede. I øvrigt er det også noget vi hele tiden prøver at tjekke. For eksempel sagde pædagogerne på Bethesda, at Bjarne og Anni ikke opførte sig meget anderledes, når vi ikke var det.

Når virkelighed blive til god fortælling
Som tidligere nævnt er det meget afgørende at man som fortæller er bevidst i sine valg under optagelserne. Men når det er sagt, så er det i redigeringsrummet, at den gode historie bliver skabt. Når folk siger, at vi kan klippe os til hvad som helst, har de ikke helt uret. Redigering er manipulation, og vi kan gøre meget. Derfor må vi hele tiden anstrenge os for at skabe et reelt og sandfærdigt billede af den virkelighed, som vi har med hjem på bånd.

Når vi redigerer, korrigerer vi for det forhold, at vi har påvirket virkeligheden, og at folk iscenesætter sig selv. Det, som jeg ønsker at bringe videre til seerne, er min version af den virkelighed, som jeg har oplevet igennem for eksempel det halve år jeg kom på Bethesda. Og det er ikke umiddelbart det, der ligger på råbåndet.

Men når vi klipper det væk, som jeg opfatter som uægte, begynder vi at nærmer os noget, der minder om virkeligheden. Hvis vi ikke er meget omhyggelig i den proces, bliver vi straks dømt af seerne. Det er faktisk ofte forskellen på god og dårlig dokumentar. Personligt synes jeg, at det er mest tydeligt i dårlige dokusoaps, som ofte er inficeret at iscenesættelse og specielt selviscenesættelse.

Når jeg skal redigeret et program, tænker jeg i første omgang meget traditionelt med berettermodel og aktanter. Jeg laver et hav af gule sedler med scener og interviewbidder og jonglerer rundt med dem. Jeg tænker meget på, hvordan de forskellige aktører skal fremstilles. Seerne skal opleve en udvikling af personerne i det gode program.

Konflikt og spænding
I ”Er du mors lille dreng?” er idéen, at det skal være elementært spændende, at følge det, der sker. Det simple fortællermæssige kneb er, at seerne ikke ved, hvordan det ender. Hermed kan seerne undervejs gøre sig selv til dommere i de forskellige konflikter: Bjarne/Anni mod pædagogerne, Bjarne/Anni mod socialforvaltningen og den mest interessante konflikt pædagogerne mod socialforvaltningen.

I programmet forsøgte jeg at lægge så meget håb om, at det nok skal gå for Bjarne og Anni ind i starten af programmet. Af den simple grund, at jeg havde brug for en spænding om det.

I forhold til Bjarne og Anni tænkte jeg, at de i starten skulle præsenteres på samme måde, som jeg tidligere har lavet portrætter af børnehjemsbørn. At det var dem, som det var synd for, fordi deres forældre havde svigtet dem, og fordi et system ikke havde grebet ind. At de var et par, der nu forsøgte at gøre noget ved deres liv, at de nu håbede, at barnet ville ændre deres liv, og at de udtrykte et håb om, at barnet ikke skulle have et liv som deres.

Men pludselig ændres perspektivet. De får et barn. Pludselig er det dem, der er de ”onde” forældre. Det er dem, der er skyld i, at Jørn ikke udvikler sig, mistrives og måske tager varig skade. Hermed ville jeg skabe en forvirring og derefter en eftertanke hos seeren, som forhåbentlig ender med en erkendelse hos seeren af, at Bjarne og Anni ikke kunne gøre mere end de gjorde. At det egentlige svigt ikke ligger hos Bjarne og Anni, men hos socialforvaltningen.

I aktanten for programmet er hovedpersonen (subjektet) den nyfødte dreng, Jørn. Bjarne og Anni er langt hen ad vejen modstander i forhold til Jørns muligheder for en god start på livet. Men den egentlige modstander er og bliver socialforvaltningen. Pædagogerne er klart hjælpere i historien.

Men for at nuancere historien og gøre den mere spændende, er der også passager i programmet, hvor pædagogernes rolle er mere tvivlsom. Jeg har understreget, at pædagogerne på et tidspunkt udsætter en henvendelse til kommunen om, at det ikke går så godt, og derfor forlænger perioden, hvor Bjarne og Anni har ansvaret for Jørn. Hvis vi har en klar aktant med hjælpere og modstandere, tror jeg, det er vigtigt undervejs at tviste aktanten, sådan at seeren kommer i tvivl om en aktørs rolle. Efter tvivlen kan aktøren efterfølgende udvikle sig til en endnu stærkere karakter, en endnu bedre hjælper for historien, fordi han/hun har fået større troværdighed som et helt menneske.

Jeg tror, at det giver bedre historier, hvis vi tør nuancere vores hovedpersoner, hjælpere og modstandere, fordi vi på den måde ender med at portrættere hele mennesker. Ingen tror alligevel på, at verden kun er sort og hvid.

Det lyder måske lidt naivt, men faktisk er tankeprocessen omkring aktanter og berettermodeller givtige, når historien skal stammes til og darlings skal slås ihjel. Specielt er det en god investering at tænke nogle at disse tanker både inden optagelserne starter og undervejs. Det handler også om at holde sig til at fortælle én historie. Specielt i et reportageprogram lægger der masser af andre vinkler på råbåndene, som i redigeringsfasen ofte er fristende at klippe ind. Men på tv skal vi kun fortælle én historie ad gangen, for ellers forvirrer vi seerne.

Seernes oplevelse
Når man redigerer et så langt program som ”Er du mors lille dreng?”, skal man konstant sætte sig selv i seernes position og tænke på, hvordan de har det lige her i programmet. Det er meget afgørende for kvaliteten i fortælling, at man tør lade andre se sit program flere gange i løbet af redigeringsprocessen, og helst så tidligt som muligt. Unoder har det med at hænge fast på timelinien, hvis der går for lang tid.

Det er afsindigt vigtigt, at vi klæder seerne godt på. Ret mange dokumentarprogrammer knækker over, simpelthen fordi tilrettelæggerne glemte at præsentere folk og problematikker godt nok. Ofte fordi der florerer en syg religion om , at det ikke er fint at speake i et dokumentarprogram. Det er rigtigt, at mange speakede dokumentarprogrammer taler ned til folk og fortæller dem, hvad de skal mene, så de ikke oplever at gøre egne konklusioner. Derved fortæller tilrettelæggerne seeren, at han er dum, og det er ikke noget smart signal at sende. Derimod synes jeg, at speak er en god, hurtig og ofte elegant måde at give seeren en række grundlæggende facts, så programmet ikke bliver en gættekonkurrence.

Still-billede fra "Er du mors lille dreng?" . Seerne kan ret hurtigt skifte sindsstemning. Når vi har seerne med, kan vi det ene øjeblik få dem til at græde, to minutter senere gøre dem ophidsede, og et splitsekund senere få dem til at grine. Vi skal være meget opmærksomme på hvor lang tid, vi holder en sindsstemning. Ingen kan lide at sidde og græde i meget lang tid, og der er en grænse for, hvor lang tid vi gider at få nye informationer.

I ”Er du mors lille dreng?” valgte jeg bevidst en meget lang periode, hvor seerne skulle være ophidsede: ”så stop dog det helvede for den dreng!”-reaktionen. En ekstrem lang periode for at understrege pointen med, at små børn altså tager skade og bliver invaliderede for resten af deres liv, hvis de ikke få de basale behov stillet i en fart.

Idéen var, at seerne skulle føle sig magtesløse, ligesom det lille barn, der heller ikke selv kunne stille noget op, andet end at trække sig ind i sig selv.

Jeg tror på, at seere i dag er meget kvalificerede tv-kiggere. De kan klare meget store informationsmængder, de kan tackle ret mange aktører, de er parate til at gennemleve et meget stort følelsesregister, og de er villige til at revurdere deres eget liv og deres holdninger, hvis vi vel og mærke giver dem kvalitet.

Derfor laver jeg som regel meget komprimerede programmer, hvor seeren bliver tvunget til at følge med. Vi er oppe imod almindelig hygge hjemme i stuerne med larm fra kaffekopper, børn der skal i seng og så videre. Jeg tror ikke på, at vi skal lægge pauser ind i programmerne, fordi seerne hurtigt mister koncentrationen, hvis vi giver dem en chance for at blive afledt.

I mit programmet ”Det fordømte forår”, om gymnasieelevers eksamenstid lærer seerne omkring 10 elever og deres forældre at kende i løbet at de 2 x 45 minutter, som programmerne kører.
Kronologien er brudt helt op, vi farer ind og ud af de forskellige historier, stemning skifter fra meget sørgelige til humoristiske til vilde scener i løbet af halve minutter. Jeg tror på den gamle lærersætning, at vi skal give seerne det, de ikke vidste, at de ville kunne lide. .



Se uddrag fra: "Det fordømte forår" (05:10)

Tilrettelæggeren bag historien
Jeg vil dvæle lidt ved en gammel sandhed, som nogen ind i mellem forsøger at anfægte: Det er ikke og kan aldrig blive den objektive virkelighed, som vi ser på skærmen. Og jeg vil tilføje: Gud ske tak og lov for det, fordi virkeligheden som regel er dræbende kedsommeligt, uspændende og ligegyldig, hvis den ikke er redigeret og set igennem en tilrettelæggers øjne.

Vi kan ligeså godt indse, at vi i optage- og redigeringsprocessen er i stand til at fortælle næsten, hvilken som helst historie. Derfor er det vores forbandede pligt at stå ved vores egne oplevelser under et forløb og forsøge at få disse oplevelse og synspunkter formidlet. De gode programmer bliver til, når tilrettelæggeren tør vise sit eget subjektive syn på virkeligheden. Tilrettelæggeren skal viderebringe virkeligheden, som han har set, oplevet, følt og fornemmet den.

Tilrettelæggeren skal ville seeren noget. Han skal ville ændret deres liv, deres holdninger, deres syn på verden. Tilrettelæggeren skal have en ambition om, at verden ser en lille smule anderledes ud, efter at programmet er gået over skærmen. Det er simpelthen en måde at lave mere seværdigt tv på.

Det skal ikke forstås, som om jeg mener, at vi skal lave entydig propaganda-fjernsyn, for det bliver hurtig kedeligt og seerne gennemskuer det lynhurtig. Vi skal selvfølgelig ikke omgå sandheden. Jeg synes ikke om tv, som konstant fortæller seerne, hvad de skal mene om dette og hint, at ”dette er historien om den og den styrelse, der har ikke har ført tilsyn med, og det er en skandale...” osv. Ingen kan lide at få fortalt, hvad de skal mene. Seerne vil stå af på at blive talt ned til og dermed blive gjort dummere, end de er.

I det gode program skal seeren have fornemmelsen af, at de selv har mulighed for at tage stilling. De skal føle sig præsenteret for en fair beskrivelse af virkeligheden og en relevant opvejning af synspunkter, så de føler sig i stand til selv af forme deres holdning. Det lyder måske som en selvmodsigelse, men det mener jeg faktisk ikke det er. Måske kan det formuleres på den måde, at ingen bryder sig om at blive pådutte en sandhed, men vi kan faktisk godt lide at blive præsenteret for et klart synspunkt.


...
Læs også Alex Frank Larsens artikel: Tv-dokumentarens historiske udvikling

Læs også Alex Frank Larsens artikel: Dokumentar - en handling af billeder

Læs også Alex Frank Larsens artikel: Definitioner på dokumentar

Læs også Irene Thyrris artikel: Dokumentarismens fortælleformer

Læs mere om Tv-dokumentarisme

_________________
Mormor Anna Balsgaard
(Eksil i Danmark. Spør dersom du har problem me språket )


Top
 Profile  
 
Display posts from previous:  Sort by  
Post new topic Reply to topic  [ 1 post ] 

Who is online

Users browsing this forum: No registered users and 1 guest


You cannot post new topics in this forum
You cannot reply to topics in this forum
You cannot edit your posts in this forum
You cannot delete your posts in this forum

Search for:
Jump to:  
cron
Theme designed by stylerbb.net © 2008
Powered by phpBB © 2000, 2002, 2005, 2007 phpBB Group
All times are UTC [ DST ]